Fynboer mest byggelystne
På trods af krisen, viser nye tal fra 2. kvartal, at landets boligejere er optimistiske og renoverer og bygger på et niveau, der er markant højere end samme periode i 2011.
Boligejernes byggelyst tog for alvor fart efter nytår, hvor antallet af byggeopgaver i 1. kvartal lå på et af de højeste niveauer under den finansielle krise, men nu fortsætter de positive tal, og den høje byggeaktivitet lader til at have bidt sig fast.
Væksten gælder hele Danmark, men ser man på de enkelte landsdele, er der alligevel forskelle på, hvem der bygger og renoverer mest, og her vækster fynboerne mest.
65 procent vækst på Fyn
- I 2. kvartal har boligejerne på Fyn i stigende grad fået bygget til og renoveret deres bolig. I 2. kvartal har fynboerne alene renoveret 65 procent mere i forhold til samme periode sidste år. Det er en ganske pæn vækst, når man tænker på, at der fortsat er krise på boligmarkedet. Efter fynboerne følger boligejerne i Jylland, der i 2. kvartal byggede 32 procent mere sammenlignet med 2. kvartal 2011, og på en tredjeplads kommer københavnerne med en vækst på 25 procent”, siger kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk Michael Müller.
De mange bygge- og renoveringsopgaver tilskrives blandt andet de eksisterende tilskudsmuligheder, og en del boligejere er interesseret i at høre om, hvad de kan opnå i tilskud.
Renoverer og bygger grønt
Derudover viser de nye tal, at energirenoveringer er et varmt emne hos boligejerne, og igen gælder det alle landsdele. Flere og flere boligejere får isoleret boligen for at holde på varmen, flere får lavenergivinduer og jordvarmeanlæg og solceller bliver i stigende grad installeret.
Især salget af solceller er gået stærkt i 2012. Ved udgangen af året forventes det, at op mod 25.000 danskere har solceller på taget. Ved indgangen til 2012 havde omkring 4000 boligejere solceller.