23948sdkhjf

Entreprenørerne kan blive ramt af rådgivernes efterslæb

Der skal et kompetenceløft til hos arkitekterne og ingeniørerne. De har ikke den nødvendige viden om renovering og energiområdet, viser analyse. Dansk Byggeri frygter, at aben lander hos entreprenøren og håndværkeren.
Renoveringsmarkedet vil fylde markant mere i de næste mange år. Det skyldes, at vinduer, tag og facader fra de sidste halvtreds års store byggeaktivitet efterhånden skal udskiftes. Hertil kommer et energiforlig, der kræver at energiforbruget i bygninger også reduceres.

Grundejernes Investeringsfond og Bygherreforeningen har derfor set på, i hvor stort omfang arkitekter og ingeniører er uddannelsesmæssigt parate til at varetage denne store opgave. Det sker i en analyse udarbejdet af Advice.

- Og det afslører et stort kompetenceefterslæb hos rådgiverne, som ikke mindst hos håndværkere og entreprenører bør vække uro. Vi har her en udfordring, som rådgiverne og uddannelsesinstitutionerne må få løst, hvis ikke aben skal lande hos de udførende, advarer direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Mangler elementær viden
Hos både arkitekterne og ingeniørvirksomhederne er man fuldt oplyst om, at markedet for renovering vil vokse. Men de konstaterer også ifølge analysen, at de nyuddannede ikke matcher virksomhedernes efterspørgsel.

- Det er for det første den gamle sang om praktisk forståelse og byggeteknisk indsigt hos de nyuddannede, men desværre ser det også ud til, at mange virksomheder savner elementære kompetencer inden for energirenovering. Der uddannes simpelthen for få arkitekter og ingeniører med en brugbar grøn profil, pointerer Michael H. Nielsen.

Behov for uddannelse og oplysning
Dansk Byggeri hæfter sig ved, at de rådgivende virksomheder savner et større udbud af efteruddannelser. Det er endnu et problem, når den elementære viden om energirenovering ikke finder sted på selve uddannelserne.

- Det vigtigste er dog, at renovering og energieffektivisering kommer til at indgå i den obligatoriske undervisning. Det må vi forvente i betragtning af den store og omkostningstunge opgave, der skal løses i de kommende mange år, siger Micahel H. Nielsen.

Han peger på, at der tilsyneladende er behov for bedre oplysning om det vigtige arbejdsområde:

- Det er i al fald alarmerende, at uddannelsesinstitutionerne angiver, at en del af årsagen til det manglende fokus ligger hos de studerende, som ikke i tilstrækkelig grad interesserer sig for renovering. Der er med andre ord behov for at brande renovering, så det prioriteres og efterspørges. I den forbindelse ligger der også et ansvar hos virksomhederne, som bør hjælpe til med at gøre det attraktivt at tænke energirigtigt og generelt brande renovering mere offensivt, slutter Micahel H. Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078