Konkurrence for Universitetssygehus Køge indledt
130.000 m² nybyggeri samt renovering af det eksisterende sygehus i Køge skal skabe Universitetssygehus Køge. Projektkonkurrencens første del er netop skudt i gang.
Projektet omfatter ombygning af det eksisterende Køge Sygehus samt 130.000 m² nybyggeri, hvilket ifølge formand for regionsrådet Steen Bach Nielsen er godt fire gange så stort som det eksisterende Køge Sygehus. Det skriver Licitationen.
Projektet har ifølge udbudsteksten et samlet budget på 4 mia. kr. og ventes at kunne gennemføres indenfor ca. 10 år med indflytning sidst i 2021.
- Det tager i hvert fald 8 - 10 år endnu inden Universitetssygehus Køge står færdigt. Vi håber jo på 2020, men det kan godt være, det bliver 2021. Det er svært at sige. Når man er så grundig i sin forberedelse af sådan et byggeri, så kan det godt være, der kommer til at gå et år ekstra, siger Steen Bach Nielsen til Licitationen.
Inspiration til projektet
Som grundlag for konkurrencen er udarbejdet et grundlag, hvor programdelen omfatter en fastlæggelse af de overordnede funktioner, der skal være på universitetssygehuset. Arbejdsgrupper og sygehuspersonale har således været med til at udarbejde visioner og et byggeprogram for sygehuset:
- Vi håber, at vi kan inspirere de firmaer, der nu skal i gang med at tegne på et fremtidigt projekt, fortæller Steen Bach Nielsen til Licitationen.
Regionen har på forhånd indgået aftale med Bascon som særskilt bygherrerådgiver, der vil være tilknyttet projektet frem til ibrugtagning af byggeriet.
Samlet vinder udpeget i 2013
Projektkonkurrencen foregår i to overordnede faser. Første fase omfatter den indledningsvise prækvalifikation af fem konkurrencedeltagere, som efterfølgende skal udarbejde konkurrenceforslag på baggrund af det udarbejdede konkurrencegrundlag. Denne første fase forventes gennemført i sidste halvår af 2012 med prækvalifikation omkring september 2012 og aflevering af konkurrenceforslag ca. december 2012.
Anden fase af konkurrenceforløbet gennemføres efter proceduren udbud med forhandling uden forudgående bekendtgørelse og denne sidste fase forventes gennemført i første halvår af 2013.
Efter, at der medio 2013 er udpeget en samlet vinder forventer Region Sjælland, at der indgås aftale om totalrådgivning til projektet med denne vinder.
Læs mere om udbuddet under Licitationer her på Building Supply.