Dansk Erhverv vil renovere Børsen for trecifret millionbeløb
På Slotsholmsgade midt i København ligger Børsen. Her har den gamle handelsbygning ligget de sidste godt 400 år, og det kan ses på den 124 meter lange facade.
Bygningens røde tegl er sværtet af sod, og flere af de dekorative sandstensfigurer mangler øjne, ører, næse eller mund.
Men det kan meget snart ændre sig. Dansk Erhverv, der ejer Børsen, oplyser således til TV 2 Lorry, at den gamle bygning har en skønhedsoperation i sigte.
Organisationen er nemlig ved at gøre klar til at skifte murværket, de dekorative sandstensfigurer samt kobbertaget. Totalrenoveringen forventes at løbe op i et trecifret millionbeløb, og den vil tage omkring syv år at gennemføre. På den måde vil byens borgere og turister kunne opleve Børsen, som den oprindeligt så ud, når projektet engang er færdigt, lyder det fra Christian Sestoft, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.
- Børsen er blevet renoveret flere gange gennem tiden, og den står derfor ikke, som den gjorde i 1624.
- Derfor ønsker vi i Dansk Erhverv at tilbageføre bygningen til dens originale udtryk, og det har vi fået myndighedernes tilladelse til, siger Christian Sestoft til TV 2 Lorry.
Det er ikke uden grund, at Dansk Erhverv har tænkt sig at totalrenovere Børsens ydre. Da facaden sidst gennemgik en større renovering i 1883, huggede man nemlig det yderste lag af de oprindelige mursten for at beklæde facaden med maskinskårne teglsten.
Men teglstenene er så tætpakkede, at bygningen ikke har mulighed for at ånde. Derfor siver fugten ud igennem sandstensskulpturerne, og det slider dem langsomt i stykker. Taget trænger også til at blive skiftet. Flere steder har man allerede været nødt til at skifte dele af det. Derfor præges det grønne tag af store brune plamager der, hvor der er sat nyt kobber på.
For at ramme det helt rigtige udtryk skal de nye teglsten, kobbertaget og sandstensfigurerne laves ved hjælp af de oprindelige håndværksteknikker. Det er teknikker, der sjældent bruges i nye byggerier, og Dansk Erhverv håber derfor, at projektet kan medvirke til at holde liv i nogle af dem.
At bygge med de gamle håndværksteknikker tager tid, og tid kræver penge. Og når det handler om et projekt i den størrelsesorden, som Dansk Erhverv planlægger, så kræver det meget tid og mange penge.
Derfor er Dansk Erhverv afhængige af fondsstøtte for at gennemføre projektet. Finansieringen er dog endnu ikke endeligt på plads, og derfor er renoveringen ikke begyndt endnu, men Christian Sestoft håber på, at de sidste brikker snart falder på plads.
- Vi ved endnu ikke, hvornår vi går i gang, men vi er klar til at trykke på startknappen, så snart vi har pengene på plads. Vi har selv penge til at renovere taget, og vi har fået tilladelser og tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Det har skabt et momentum i forhold til at få de sidste penge i hus, så vi håber, at vi kan påbegynde arbejdet i nær fremtid, siger Christian Sestoft.
Børsen er opført af Christian den 4. og stod færdig i 1624. På grund af bygningens kulturhistoriske værdi er den fredet i dag.
Redaktionen/lda