23948sdkhjf

Råvarepriser presser indtjeningen hos betonproducent

Prisen på stål, træ, energi og snart sagt alt andet er steget. Samtidig er faste materialepriser på årsaftaler næsten forsvundet 

De svingende råvarepriser har haft væsentlig betydning for realiseringen af indtjeningen på den gældende ordrebeholdning hos betonelementproducenten A/S Boligbeton. Dette imødegås så vidt muligt med længevarende leveranceaftaler, men det er blevet meget vanskeligt i det nuværende marked, der er meget usikkert.

- Før låste vi priser på årsaftaler. De er blevet kancelleret. Der er ingen, som vil sælge mere end en måned frem. Vi prøver at tilpasse os den nye virkelighed og finde veje med vores samarbejdspartnere. Årsaftaler er næsten forsvundet i dag, men det er der heldigvis forståelse for i branchen, siger adm. direktør Tom Kristensen.

Årets resultat på 39,1 mio. kr. mod 69,5 mio. kr. i 2020 er ifølge ledelsesberetning tilfredsstillende - efter omstændighederne.

- Vi ser regnskabet som tilfredsstillende i forhold til markedet. Det var et år med store prisstigninger på materialer, mens elementerne blev solgt til lavere priser under corona. Det handler især om materialer som stål og energi, siger direktøren.

Investeringer gav resultater

Omvendt kan virksomheden glæde sig over, at aktiviteten og omsætningen blev løftet med 8,5 procent i 2021. Det fremgår af selskabets ledelsesberetning fra det netop fremlagte årsregnskab.

- Det sker som følge af investeringer i tidligere år, der nu er endeligt implementeret. De nye haller og nye produktionslinjer har øget produktionskapaciteten, fortæller adm. direktør Tom Kristensen.

A/S BOLIGBETON
Mio. kroner 2021 2020
Nettoomsætning 597 550
Driftsresultat 49,9 89,7
Resultat før skat 50 89,1
Årets resultat 39,1 69,5
Egenkapital 286 256,9
Antal ansatte 355 337
Kilde: CVR

I årene 2014-2018 blev tre gamle produktionshaller revet ned, og der blevet investeret i tre nye. I 2021 blev selskabets lagerhal i øvrigt også udskiftet.

Investeringerne betød, at A/S Boligbeton i 2021 øgede sit aktivitetsniveauet og sine markedsandelene. Omsætningen steg fra 550 mio. kr. i 2020 til 597 mio. kr. i 2021.

Spændende fremtid i vente

Hos Boligbeton arbejder de aktuelt med at finde nye energikilder til deres produktion af betonelementer.

- I dag bruger vi naturgas, men vi vil gerne omstille. Vi var allerede i gang med den grønne omstilling, men udviklingen i verdenssituationen har fået os til at trykke på speederen. Vi har skiftet gear. Omstillingen vil ske indenfor en kortere tidsperiode, så vi ikke længere bruger naturgas, men går over til andre energikilder, lyder det fra direktøren, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at sætte navn på de kommende energikilder.

Mens arbejdet med de fremtidige energikilder pågår, er der naturligvis stadig den daglige drift at tage sig af. Når direktøren og den øvrige ledelse kigger i krystalkuglen, ser det både lovende, men også udfordrende ud.

A/S Boligbeton forventer at fastholde sin markedsposition i det kommende regnskabsår, og forventer en omsætning på niveau med 2021. Forventningen er underbygget af en tilfredsstillende ordrebeholdning ved indgangen til 2022. Forventning til indtjeningen i 2022 er på et lavere niveau end 2021.

- Ordrebogen ser fornuftig ud, der er godt fyldt op. Udfordringen ligger på den lange bane, når vi ser længere ind i 2023. Der er usikkerhed generelt på alle leder og kanter: materialepriser, leverancer og bygherrer, der i nogle tilfælde afventer og ser, hvordan situationen udvikler sig, siger Tom Kristensen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Boligbeton
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.992