Underleverandør samler nordtyske kræfter på ny fabrik
Danskejede Primo, der er underleverandør til blandt andet vinduesindustrien, samler nu en del af de tyske aktiviteter på en ny fabrik.
Det oplyser Primo i en pressemeddelelse.
Den forestående sammenlægning af de to nordtyske fabrikker skal effektivisere og øge produktionen af tætninger til vinduer og døre i et ny, samlet produktions-setup i Buxtehude. Det betyder, at de nuværende afdelinger i Neu Wulmstorf og Papenburg lukker.
Flytningen er planlagt til at finde sted i oktober 2022 og forventes afsluttet og klar til drift inden årets udgang. De nye faciliteter giver mulighed for en fordobling af den nuværende produktionskapacitet af tætninger, og vil ifølge Primo dermed kunne understøtte Primos mål om vækst og rentabilitet i årene fremover.
Den nye fabrik er 9.300 kvm stor med 12 produktionslinjer til tætninger og mulighed for at udvide med yderligere fire linjer.