23948sdkhjf

Byggeri af de første cirkulære almene boliger starter i Aarhus

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, og formand for Lejerbo Århus, Inge Køster, denne uge tog første spadestik til det banebrydende byggeri, Circle House, i Lisbjerg nord for Aarhus.

Sammen med arkitekterne fra Rum og rådgivende ingeniører fra Sweco vandt entreprenørfirmaet Torntoft & Mortensen totalentreprisen på Circle House i april sidste år

Projektet, der ifølge folkene bag bliver verdens første cirkulære almene boliger, skal vise verden, hvordan principperne for cirkulær økonomi kan implementeres i byggebranchen.  

Fakta: Circle House

  • Verdens første almene boligbyggeri opført efter cirkulære principper
  • 60 boliger i Lisbjerg
  • Entreprisesum: 75 mio. kr.
  • Aflevering: August 2023
  • Bygherre: Lejerbo
  • Bygherrerådgiver: Pluskontoret Arkitekter og GXN/3XN 
  • Totalentreprenør: Torntoft & Mortensen A/S
  • Arkitekt: Rum
  • Ingeniør: Sweco

– Byggeri er i dag en belastning for vores klima. Og i en by, hvor der bliver bygget rigtigt meget, har vi et særligt ansvar for at være med til at skubbe på en udvikling, hvor det CO2-aftryk, der kommer fra byggeriet, kommer ned, og bæredygtigheden kommer op, sagde Jacob Bundsgaard ifølge en pressemeddelelse blandt andet i sin tale ved arrangementet.

Når Circle House står færdigt, vil byggeriet bestå af 60 boliger på i alt 5.467 kvm, fordelt på to punkthuse i fem etager, et etagehus i tre etager og fire rækkehuse i to og tre etager.

Foregangseksempel på cirkulært byggeri

Projektet bygger på cirkulære principper hele vejen igennem. Med Circle House vil branchen få helt konkrete erfaringer med, hvordan man kan arbejde med byggetekniske løsninger, der skal kunne adskilles og genanvendes efter endt brug. Målet har været at skabe gode, almene boliger i et skalerbart, cirkulært byggeri, der opføres på markedsvilkår. 

– Circle House bliver verdens første cirkulære, almene boligbyggeri, hvor 90 pct. af materialerne kan genbruges uden at miste afgørende værdi. Tankegangen er så ny, at byggeriet vil fungere som foregangseksempel, der undervejs kan give viden om og erfaring indenfor cirkulært boligbyggeri, udtaler formand for Lejerbo Århus Inge Køster og slår fast:

– Byggeriet skal simpelthen vise, hvordan miljømæssig og økonomisk bæredygtighed kan gå hånd i hånd. 

Byggeriet står klar i august 2023.

60 virksomheder fra hele værdikæden

Udviklingen af Circle House-projektet er støttet af Realdania og MUDP og har involveret over 60 virksomheder fra hele byggeriets værdikæde med Lejerbo, GXN, Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar, MT Højgaard og StatensByggeforskningsinstitut i front.

Skitserne til Circle House er tegnet i et samarbejde mellem GXN/3XN Arkitekter, Lendager Group og Vandkunsten.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111