Fornyelsen af Israels Plads endeligt i gang
Arbejdet med at forny Københavns største plads, Israels Plads, går i gang denne uge. Efter færdiggørelsen vil pladsen byde på bl.a. et vandfald, musikscener og boldbaner.
På den nye sydlige del af pladsen kan københavnerne fremover opholde sig på bænke i nicher under træerne, der vil være mulighed for at spille bold og der vil komme en scene for musik og dans.
- Israels Plads er byens største plads og har et kæmpe potentiale som aktivitetscenter for hele Indre By. Sidste år fik vi Torvehallerne, og nu kan vi se frem til en helt ny sydlig plads. Jeg tror på, at det bliver en af de allermest populære pladser i byen, siger en glad Teknik- og Miljøborgmester, Ayfer Baykal.
Større grønt areal
Et team bestående af BirkNielsen Landskabsarkitekter, COBE, NIRAS og Billedhugger Morten Stræde vandt i 2008 konkurrencen om at ombrygge Israels Plads og åbne den op mod Ørstedsparken.
For at skabe en bedre overgang til Ørstedsparken har arkitekterne skabt en spiralformet trappe, der breder sig ud og åbner op mod parken.
Pladsens nuværende halvcirkelformede form bliver erstattet af et å-lignende forløb, der ender i et vandfald i parken. Samlet set reduceres det belagte areal, og parkens grønne areal øges.
Fornyelsen betyder også at de omkringliggende gader ændres - bl.a. bliver Linnésgade gågade. Dermed kan eleverne fra N. Zahles Skole løbe direkte fra skolegården ud på pladsen. Der kommer også ny cykelparkering på pladsen.
Entreprenør Zacho-Lind vil sammen med Københavns Kommune gøre havde de kan, for at minimere generene under ombygningen.