Danmarks højeste: 142 meter højt boligbyggeri er rejst i fuld højde
Det aarhusianske byggeprojekt Lighthouse har nået en ny milepæl. Med sine 142 meter har Danmarks højeste boligbygger således nået sin fulde højde.
Det skriver Lighthouse fredag i en pressemeddelelse.
Tårnet ligger i den nye bydel Aarhus Ø, hvor lokale beboere har kunnet se bygningen rejse sig over de seneste to år.
- Lighthouse-projektet har været på en lang rejse, og nu kan vi snart sætte det sidste punktum i tilblivelsen af Danmarks højeste boligbyggeri, siger Claus Hommelhoff, som er en del af ejerkredsen bag Lighthouse.
Lighthouse rummer i alt 395 lejligheder, men planen er, at bygningen skal udgøre et samlingspunkt for hele byen.
På toppen bliver der anlagt en offentlig udsigtsplatform, mens bygningen kommer til at rumme tre restauranter - den ene på øverste etage - samt et bugtcenter i stueplan, hvor man kan se og lære mere om Aarhus Bugt.
Det er tegnestuen 3XN/GXN Arkitekter, som har tegnet byggeriet.
Beliggenheden ud til havet har været en stor inspiration, udtaler direktør Kim Herforth Nielsen.
- Den unikke placering skaber en nærhed til bugten. Både i arkitekturen og i de aktiviteter, som bygningen bliver centrum for. Du kan som beboer blive draget af havet, og som besøgende kan du fra toppen opleve byen på ny og skue over hele Aarhus, siger han.
Under byggeprocessen har byggeriet tiltrukket stor opmærksomhed. 330 af de i alt 395 lejligheder er indtil videre solgt oplyser salgschef hos Lighthouse Mette Sonne.
- Vi har under Covid-19 set en opblomstring i boligmarkedet, hvilket naturligvis også har haft positiv indvirkning på Lighthouse. Men at vi nu har solgt over 80 procent af boligerne i byggeriet, havde jeg slet ikke regnet med, siger hun.
Mette Sonne fortæller, at lejlighederne bliver solgt i et prisleje mellem 2,1 millioner og 16 millioner kroner. Undtagelsesvise sammenlægninger har budt på endnu højere priser, oplyser hun.
De første beboere kan flytte ind i sidebygningen Promenadehuset til juli, mens de resterende beboere må vente med at flytte ind til november.
Milepælen blev fejret med et rejsegilde fredag klokken 13, hvor håndværkerne blev hyldet med taler af blandt andre Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S).
Kilde: /ritzau/