23948sdkhjf

Kolding åbner for syv nye boligområder

Vejen er banet for mere fremtidig byudvikling i Kolding kommune. En ny kommuneplan, godkendt af byrådet i december, betyder blandt andet, at der nu kan planlægges boligbyggerier i nye områder ved Kolding, Vester Nebel og Sdr. Bjert.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

Særligt fremtidige muligheder for udbygning omkring Kolding by i nord og i syd var i fokus i forarbejdet til kommunaplanen. Derfor blev det tidligt i planprocessen besluttet, at udbygningen i Dalby-Vonsild skal føres videre. Tilsvarende har der i nord været fokus på at finde nye fremtidige udbygningsmuligheder, og en screening af udbygningspotentialer pegede på muligheder ved Fynsvej, Nr. Bjert og i tilknytning til Drejens Boligby. 

Med den nye kommuneplan er der i nord udlagt nye områder vest for Fynsvej og nord for Nr. Bjert.

Udlæg af nyt byudviklingsområde nord for Drejensvej er til gengæld sat på pause, da Bolig- og Planstyrelsen gjorde indsigelse mod planforslaget, hovedsageligt på grund af udlæggets kystnære placering. Bolig- og Planstyrelsen har dog ikke endegyldigt afvist muligheden for, at Kolding Kommune senere kan planlægge for byudvikling og boligbyggeri i området.

Fakta: Byudvikling i Kommuneplan 2021-2033 

Med den nye kommuneplan er der nu mulighed for konkret planlægning for nye boligområder i følgende områder:

  • Nord for Nr. Bjert er der udlagt et nyt område, som på sigt forventes at indeholde rækkehuse og etageboliger.
  • Vest for Fynsvej er der udlagt et nyt område, som også forventes at indeholde etageboliger og måske rækkehuse.
  • Ved Idyl i Dalby er der udlagt et nyt område, hvor der forventes bygget rækkehuse, og i kommuneplanen med en mulighed for dagligvarebutik.
  • Øst for Vonsild er der mod syd udlagt et nyt område, som forventes at indeholde rækkehuse.
  • Længere mod øst, og dermed øst for Dalby Møllebæk, er der udlagt ny byudvikling, som vil kunne udnyttes i forbindelse med etableringen af den sydlige ringvejs første etape. Forventningen er, at der i det område på sigt bliver bygget en kombination af parcelhuse, rækkehuse og etageboliger. Her er der også mulighed for en dagligvarebutik og lignende.
  • I den vestlige del af Sdr. Bjert, ved Eegsvej, er der med ny kommuneplan åbnet mulighed for planlægning for boliger, i stedet for erhverv. Her forventes rækkehuse.
  • I Vester Nebel, øst for Koldingvej, er der udlagt et nyt område, hvor der på sigt forventes bygget parcelhuse og rækkehuse.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094