23948sdkhjf

Byggecenterkæde: Private vælger bæredygtige materialer – og efterlyser mere viden

Stadig flere private tænker på bæredygtighed, når de vælger byggematerialer, viser ny undersøgelse blandt næsten 7.000 gør-det-selv håndværkere  

Byggecenterkæden Stark har stillet sine private kunder en række spørgsmål i sin årlige Bæredygtighedsundersøgelse. Næsten 7.000 deltog i undersøgelsen og svarede blandt andet på spørgsmålet ”om den aktuelle klimadebat påvirker din holdning til bæredygtigt byggeri?” Ja, lød det klare svar fra 66,2 pct. af de adspurgte, der mener ”at byggeriet bør være mere bæredygtigt.”

Næsten lige så mange – 64,7 pct. - ser mere bæredygtigt byggeri som ”en stor fordel for samfundet, miljøet og klimaet.” Og det er tydelig fremgang sammenlignet med sidste år, hvor 61,9 pct. havde samme holdning, skriver Stark i en pressemeddelelse.

- Det er en opmuntrende udvikling, der viser, at vores kunder følger godt med i samfundsdebatten og er interesserede i at gøre byggeriet mere bæredygtigt. Det har vi et ansvar for at hjælpe til med, fordi byggeriet står for 11 pct. af verdens CO2-udledning og en tredjedel af alt affald i Danmark. Vores opgave som leverandør af byggematerialer er at tilbyde de gode løsninger og den kompetente rådgivning, så det bliver lettere at bygge mere bæredygtigt, siger adm. direktør i Stark Danmark, Britta Korre Stenholt.

Vil udvise ansvarlighed

Der er også i stigende grad handling bag kundernes klimavenlige intentioner: Næsten halvdelen – 46,6 pct. – af Starks private kunder tænker ofte, meget ofte eller altid bæredygtighed ind i deres køb af byggematerialer.

Social og miljømæssig ansvarlighed står også højt på listen over, hvilke fordele kunderne ser ved at gøre byggeriet mindre miljøbelastende.

- Klimaet er rykket højt op på agendaen, og mange af vores kunder ønsker at gøre en forskel. Her spiller det også ind, at en mere bæredygtig bolig fortæller en positiv historie om boligejeren, og det er også med til at øge interessen for mere miljøvenlige byggeløsninger, fortæller bæredygtighedschef i Stark, Kristian Fribo.

Han ser tre andre tydelige tendenser i årets Bæredygtighedsundersøgelse:

  • Kunderne vælger i stigende grad mere miljøvenlige produkter, når de handler byggematerialer.
  • De lader sig mere end nogensinde vejlede af miljømærker som fx Svanemærket, EU-blomsten og FSC-mærket træ.
  • Og endelig forbinder forbrugerne mere end noget andet bæredygtighed med genanvendelse af materialer. Det gælder for 57,3 pct. af de adspurgte i undersøgelsen mod 52,8 pct. sidste år.

- Det er alt sammen gode nyheder. Der sælges flere bæredygtige produkter, miljømærkerne giver sikkerhed for at træffe mere miljøvenlige valg, og endelig er genanvendelse det absolut bedste man kan gøre, hvis man vil spare ressourcer og skåne miljøet. Vi ser det med vores eget GENTRÆ-koncept, hvor vi indsamler og genbruger midlertidigt træ – især krydsfinér - fra byggepladser. Det er en populær vare, som kunderne bruger til alt fra udhuse til skaterramper,siger Kristian Fribo.

Kunder ønsker mere viden

Selv om interessen for at bygge mere bæredygtigt stiger, er der dog fortsat udfordringer for den grønne omstilling af byggeriet. I lighed med tidligere resultater af Starks Bæredygtighedsundersøgelse, efterlyser mange af kunderne fortsat viden om, hvordan man bygger mere bæredygtigt; det gælder for 65,4 pct. af deltagerne i undersøgelsen.

- Det er vi klar over, og derfor arbejder vi hele tiden på at tilbyde vores kunder kompetent rådgivning, hvad enten de er professionelle håndværkere eller private gør-det-selv folk. Vi uddanner løbende stadig flere bæredygtighedsambassadører, der kan hjælpe kunderne med viden om alt fra valg af mere bæredygtige materialer til den nødvendige dokumentation. Målet er, at du som kunde altid kan spørge en bæredygtighedsambassadør til råds i dit lokale byggecenter, siger Kristian Fribo.

Det er fjerde år i træk, at STARK gennemfører sin Bæredygtighedsundersøgelse for både professionelle og private kunder. Også hos de professionelle kunder stiger interessen for at udvise miljømæssig ansvarlighed: I den aktuelle undersøgelse mener 64,7 pct. af Starks professionelle kunder således, at byggeriet bør være mere bæredygtigt.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094