23948sdkhjf

Maskinimportør lander rekordregnskab

Med et regnskabsår der sluttede 30. september sidste år, kan JMM Group nu gøre status over et år, der har været lidt usædvanligt i forhold til tidligere år - og det på flere fronter; Pandemi og fravalg af Yanmar, samt ikke mindst overtagelsen af Wacher Neuson- forhandlingen, for at nævne et par hovedpunkter.

Dertil kommer omlægninger i virksomhedens ledelse, hvor Hans Holm kunne trække sig tilbage efter 25 år som selskabets adm. direktør og overlade posten til Jan K. Møller.

Hans Holm har i stedet overtaget posten som bestyrelsesformand i JMM Group Holding A/S, der også tæller de 100 pct. konsoliderede selskaber, Johs. Møllers Maskiner A/S i Haderslev, Stemas Maskinsalg A/S i Haderslev, Stemas A/S i Haderslev, JMM Group Equipment A/S i Haderslev og Johs. Møller Maskin AS i Norge.

Så det har været et spændende år for JMM, men det har også været et travlt år.

Stor efterspørgsel

For det har til trods for pandemien, som jo kunne have forventet at lægge en dæmper på efterspørgslen, i stedet accelereret efterspørgslen i en brandvarm bygge- og anlægsbranche, som i dén grad har efterspurgt maskiner.

- Det er gået virkeligt stærkt. Alle har haft rigtigt travlt. Men vi budgetterer konservativt for indeværende år, for vi ved, at det kan blive svært at levere maskiner, på grund af det store produktionspres, der har været. Vi disponerede stort på indkøb til trods for pandemien, da vi kunne se, at markedet var der, og det er vores store held i dag. Det kan blive sværere senere i år, for produktionen skal jo følge med, og det gælder nok over en bred kam, siger CEO, Jan K. Møller til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Intern løsning

Jan K. Møller tiltrådte stillingen som CEO sidste år, i et planlagt skifte, hvor Hans Holm trak sig som direktør for at blive formand for bestyrelsen.

- Egentligt havde vi talt en del om at finde en ny adm. direktør eksternt, men set i lyset af de forandringer vi var i gang med, og corona med videre, så tænkte vi, at det var bedre for den interne tryghed, at det var en som medarbejderne kendte, og det blev så undertegnede, siger Jan K. Møller, der tilføjer at han er godt flankeret af de to direktører Leif Rudebeck Petersen, som er direktør og partner i JMM på Sjælland, og Robert Kjærgaard, som er direktør og partner i Stemas.

- Det har givet ro på bagsmækken, at organisationen er på plads, og det kommer jo til at gå stærkt også i år, for selv om vi er forsigtige rent budgetmæssigt, så er det jo først nu, at vi efterhånden kommer op på den store klinge med hensyn til Wacker Neuson, tilføjer han.

Positivt år

Han ser ikke skyer i horisonten, når det gælder det kommende års tid.

- Jeg ser ikke nogen større nedgang markedsmæssigt. Det kan da godt være, at der skal bygges lidt færre boliger, men når vi taler med kunderne, så er ordrebøgerne fulde, og aktiviteten vil være høj hele året, så det ser vi med stor optimisme på. Det kan da være at tempoet daler en anelse, men der vil som vi ser det, ikke være tale om hurtige opbremsninger, som vi før har set det. Eneste lille knast kan blive leverancer, som der kan blive lidt knaphed på, siger han.

JMM Group Holding A/S
mio. kr. 2020/2021 2019/2020
Nettoomsætning 741  627
Resultat af primær drift 31,6 19,8
Årets resultat 31 14
Egenkapital 103 70
Antal ansatte 140 124
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2021

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188