Arkitekt- og ingeniørvirksomhed henter ny topchef i finansverdenen
Thomas Nedergaard startede den 1. december som ny adm. direktør for ingeniør- og arkitektvirksomheden Factum2 i det, selskabet i en pressemeddelelse betegner som led i et organisatorisk stilskifte.
Den nye topchef kommer med mere end 20 års ledelseserfaring fra store virksomheder i såvel IT- og telesektoren som den finansielle branche. De sidste seks år i henholdsvis Danske Banks pensionsselskab Danica og senest AP Pension, hvor han var regionsdirektør.
Factum2s kernekompetence vil fremover fortsat være el- og tilstandsrapporter samt energimærkninger, med forsikringsselskaberne som primære strategiske samarbejdspartnere. Men, lyder det fra firmaet, behovet for professionel rådgivning i byggesektoren stiger i takt med nye grønne produkter, tilskud og ønsket om transparens i effekterne.
– Agilitet, digitalisering og forretningsudvikling er nøgleord for vores videre vækst, samtidigt med vi fastholder vores høje faglighed, skriver firmaet om vejen frem.
Factum2 har 24 afdelinger fordelt over hele landet - fra Rønne i øst til Skagen i nord.
Kort om Factum2
Factum2 rådgivning er en arkitekt- & ingeniørvirksomhed med specialer inden for tilstandsrapporter, energimærkning, byggeteknisk gennemgang, termografering, indeklimaanalyser og tæthedsprøvning.