23948sdkhjf

BIG tegner ny norsk videnskabsby

7.500 forskere, 10.000 hospitalsansatte og 30.000 studerende.

Det er mange mennesker, der skal bo, arbejde og leve i Oslos nye Science City, der bliver tegnet af den danske arkitektvirksomhed BIG.

Den nye bydel - der vil tilføre 1,4 mio. kvm til den norske hovedstad frem mod 2045 - er forankret i Oslos plan “Strategi for utvikling av kunnskapshovedstaden".

Oslo Science City skal udgøre rammerne for Norges innovationsmiljø, "der estimeret består af 150.000 forskere, studerende og entreprenører, og skal bidrage til den grønne omstilling" hedder det i en pressemeddelelse fra BIG - Bjarke Ingels Group.

- Science City skal være et stort sammenhængende område, der er udviklet med respekt for de eksisterende fællesskaber og nabolag samt med fokus på at styrke dem og deres identitet, men også til at udvide mangfoldigheden gennem nye rum til at bo, arbejde og vidensdele, siger Bjarke Ingels, stiftede partner og kreativ direktør i BIG, i en pressemeddelelse.

Central beliggenhed

Den velvoksne og verdensberømte tegnestue står, sammen med tre lokale norske aktører - A-lab, Comte Bureau og Civitas - bag designet.

Den nye by ligger centralt i Oslo og er hjemsted for cirka 300 nystartede virksomheder. Den skal samtidigt bane vej for vækst i Osloregionen, som forventes at vokse med 22 pct. frem mod 2045 eller cirka 1,6 mio. indbyggere.

Vedvarende energi

Innovationsdistriktet sigter mod at være et nul-emissionsområde, der bygger på vedvarende energi, energieffektivitet og cirkulære økonomiske principper, lyder det videre i pressemeddelelsen.

  - For at manifestere Oslo Science City’s identitet tages elementerne i masterplanen og bindes sammen i et loop i det centrale område. Her skaber vi en divers by med kobling til multifunktionelle byg, hvor nye og eksisterende bygninger åbnes op til gaderne og giver mulighed for nye funktioner og skaber et engagerende byrum og miljø, siger Bjarke Ingels.

Fire tematikker

Byplanen identificerer fire tematiske områder, der positionerer Science City som førende for videnbaseret værdiskabelse og bæredygtige løsninger:

Sundheds- og livsvidenskab, herunder Norges største Livsvidenskabsbygning til forskning og undervisning, som skal stå færdig inden 2026. 

Klima, Energi og Miljø, ved at etablere et campus og kraftcenter til forskning mellem landets ledende forskere på eksempel Geotekniske Institut, Institut for Energiteknik og Norsk Institut for Vandforskning.

Bekæmper ulighed

Tredje område er Digitalisering og Beregningsvideskab, der fremmer samarbejder mellem organisationer som Institut for Informatik, ved Oslo Universitet, Norsk Regnecentral, Nora - Norwegian Artificial Intelligence Research Consortium, som udforsker kunstig intelligens, maskinlæring og robotteknologi.

Og endelig Demokrati og Inklusion, hvor der skal udvikles ny viden om trusler og løsninger til at styrke demokratiet, demokratiske institutioners rolle i en tid med teknologisk disruption, øget økonomisk ulighed og antidemokratiske kræfter.

Klimatilpasning

Oslo Science City stræber ifølge BIG og samarbejdspartnere efter at være et eksempel på en holistisk tilgang til planlægning, hvor effektiv arealanvendelse og fortætning går hånd i hånd med at øge mængden af biomasse i området.

Byen skal med andre ord indeholde miljørigtige bygninger samt klimatilpasning ved hjælp af en ny grøn og tæt bevokset kile, der bevæger sig hele vejen ned gennem bydelen.

Desuden bliver der lagt vægt på omfattende træplantning i hele kvarteret, emissionsfri mobilitet, energieffektivitet og cirkulære principper.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117