23948sdkhjf

Brancheforening finder ny, medievant direktør

Brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien, TMI, har fundet sin nye direktør. Det bliver Lærke Flader, der i de senere år har markeret sig som branchechef og talsmand for Dansk e-mobilitet i Dansk Energi. 

Det oplyser brancheforeningen i en pressemeddelelse.

I takt med elbilernes stigende udbredelse er Lærke Flader blevet en hyppig gæst i medierne med budskaber om politisk behov for nødvendige investeringer i at gøre Danmark til et førende elbil-land.

Fremover er det verdenskendte danske møbelproducenter, leverandører af stole, skabe, borde til danske hjem samt savværker og producenter af blandt andet byggematerialer i træ, der skal nyde godt af Lærke Fladers kommunikative evner og lederskab.

– Det er mig en stor glæde, at det er lykkedes at få ansat Lærke Flader som ny branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien. Med hendes mange års erfaringer fra politisk og organisatorisk arbejde er jeg overbevist om, at hun kan blive en gevinst for branchen, siger viceadm. direktør Kim Graugaard, DI.

– I Træ- og Møbelindustrien får Lærke Flader en vigtig opgave med at bidrage til erhvervets arbejde med den grønne omstilling i de kommende år, men også med de aktuelle udfordringer, disse virksomheder oplever med forsyningskæderne, siger Kim Graugaard.

Lang erfaring med interessevaretagelse

Lærke er 54 år og uddannet cand.oecon. i 1993. Hun har 14 års erfaring med politisk interessevaretagelse og organisationsarbejde i den private sektor, samt ni års erfaring med politik-, analyse- og lovarbejde fra centraladministrationen. Siden 2009 har hun haft ansvaret i Dansk Energi for at opbygge en helt ny brancheorganisation, der repræsenterer hele værdikæden fra energiproduktion til det elektriske køretøj. 

– Det har været helt fantastisk at være med til at sætte strøm til biltrafikken, i en periode hvor udbredelsen af elbiler er gået fra nærmest nul til, at hver anden dansker i dag vælger en elektrisk bil. Jeg glæder mig rigtig meget til at bringe mine mange års erfaringer på det politiske og det organisatoriske plan i spil i så stærk og spændende dansk branche som Træ- og Møbelindustrien, siger Lærke Flader.

Lærke Flader starter i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København 4. januar 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087