Tømrermester: Hellere undvære en svend til barsel end til brækket arm
11 uger.
Så lang tid kan man som mester være nødt til at undvære en svend til fordel for den øremærkede barsel, som han nu får mulighed for at tage efter de nye barselsregler.
Umiddelbart er det ikke en regel, som Michael Hoff-Møller forstår. Han er administrerende direktør i tømrervirksomheden Egon Olsen & Søn A/S i Solrød Strand.
- Selvfølgelig skal vi overholde de regler, der bliver givet, og jeg går også ind for ligestilling, så der er ikke så meget at gøre ved det, siger han, men uddyber:
- Det, som falder mig for brystet, er, hvis vi skaber bedre rammer end i de øvrige EU-lande blot for at være duksen i klassen. Det synes jeg er tåbeligt, set ud fra en arbejdsmarkedsbetragtning, hvor vi har mangel på arbejdskraft i byggebranchen, siger Michael Hoff-Møller.
Tilgodeser DJØF’ere
Han er uforstående overfor, hvad reglen skal gøre godt for. Set fra en tømrers synspunkt mener han ikke, den øremærkede barsel nødvendigvis vil gøre, at de træffer et andet valg.
- Hånden på hjertet, så synes jeg, det virker som om, de regler er lavet for at tilgodese en masse DJØF’ere. Jeg tror ikke på, at en tømrersvend på akkordløn vil bryde den for at gå 11 uger på barsel, siger Michael Hoff-Møller.
Men, at de 11 uger skulle skabe problemer for mestrene, når de skal undvære en svend, det mener han ikke. For barsel er trods alt noget, man ved i god tid.
- Det er noget, man kan planlægge sig ud af. Jeg vil hellere undvære en svend i 11 uger til barsel, for det kan man trods alt planlægge sig ud af. Han kunne også brække armen eller blive syg. Så på den måde tror jeg ikke, det bliver et problem, siger han.
Sådan er de nye regler
Det samlede antal orlovsuger med barselsdagpenge, som mor og far har ret til efter fødslen, vil være uændret. Forældre har tilsammen ret til 48 ugers orlov.
Md den nye orlovsmodel får hver forælder efter fødslen som udgangspunkt 24 ugers orlov hver med ret til barselsdagpenge. Derfor kaldes modellen 24+24. To af ugerne er øremærket og skal holdes i forbindelse med fødslen – præcist som i dag.
Hvis man er lønmodtager, vil yderligere ni af de 24 uger være øremærket og skal afholdes inden for det første år efter barnets fødsel. De resterende 13 uger kan som udgangspunkt overdrages mellem forældrene og afholdes frem til barnet bliver ni år.
Derudover vil mødre fortsat have ret til fire ugers orlov før fødslen.
Den nye orlovsmodel gælder fra august 2022.