Vindere fundet til asfaltentrepriser til 50 millioner
Aarhus Kommunes nyligt gennemførte udbud omfatter otte entrepriser med nye asfaltbelægninger. Opgaverne er fordelt mellem seks firmaer.
De otte entrepriser er fordelt med to til både NCC Roads A/S og Arkil Asfalt A/S, mens Pankas A/S, Inreco A/S, DOB I/S og Gustav H. Christensen A/S hver vandt én entreprise. Det oplyser Per Kristensen, ingeniør, Trafik og Vejes driftsafdeling til Building Supply.
Lavere priser og højere aktivitetsniveau
I forbindelse med budgetforhandlingerne i 2010 blev der afsat ekstramidler til området, og derudover ligger asfaltfirmaernes priser 10-15 pct. lavere end sidste år. Dette betyder, at der være et højt aktivitetsniveau.
Der er tale om en lang række konkrete vejstrækninger, som er udbudt. De fleste af strækningerne vil få et helt nyt slidlag.
- Det kan naturligvis ikke undgå at give lokale gener for trafikanterne i perioder, men der er typisk tale om arbejder af få dages varighed, så vi håber naturligvis, at borgerne vil fokusere på de efterfølgende gode færdselsforhold, fortæller Per Kristensen.