23948sdkhjf

Investor har forladt nordjysk datacenterprojekt

En drøm om at opføre et datacenter ved siden af Sæby Varmeværk er blevet udskudt på ubestemt tid. Det sker efter, at en udenlandsk investor har forladt forhandlingsbordet i 11. time.

Det fortæller formand for Sæby Varmeværk Trine Saaby til Building Supplys søstermedie Electronic Supply.

- Vi var meget tæt på. Vi sad og forhandlede fem kontrakter, der alle var bundet ind i hinanden. Og så sker der noget, vi ikke er bekendt med, og investoren trækker sig, siger Trine Saaby.

Varmeværket har i projektet samarbejdet med en engelsk-amerikansk bygherre, der er specialist i at opføre datacentre. Og det er dén virksomhed, der har haft kontakten og dialogen med den udenlandske investor, der er sprunget i målet, forklarer Trine Saaby.

- Vi kan ikke gøre så meget. Vi kender vores rolle som fjernvarmeværk nemlig at kunne give datacenteret en grøn profil, når de kan sende deres overskudsvarme videre. Så beslutningen med at opføre centeret er ude af vores hænder, siger hun og fortsætter:

- Som alle andre fjernvarmeværker, er vi interesserede i at få den grønneste og billigste forsyning som muligt, som samtidig er sikker og stabil for forbrugerne, der jo er dem, der ejer os. Et datacenter er en oplagt måde at løse det på, så vi er ærgerlige over, at det ikke gik i denne omgang, siger hun.

Søger ny investor

Men selvom det er et bump på vejen, så opgiver man ikke projektet i Sæby. Arbejdet er sat i værk med at finde en ny investor, så datacenteret kan blive til virkelighed.

- Jeg tror på det. Hvis det ikke det kan lykkes her, så kan det ikke lykkes nogen steder, simpelthen fordi vi har helt ideelle betingelser. Vi har jorden lige i baghaven, der er både fibernet og el til et datacenter, så det er et spørgsmål om at finde de rigtige parter til projektet, siger Trine Saaby.

Planen er, at et datacenter skal indgå i en symbiose med varmeværket, hvor de to bygninger skulle udnytte hinandens ressourcer på en energibesparende måde, forklarer Trine Saaby.

Fakta:

Lokalplanen til datacenteret blev vedtaget i Frederikshavn Kommune i marts 2021, og her blev der godkendt byggeri af et datacenter op til 24 meters højde.

Der er lagt op til at opføre et såkaldt co-location datacenter, der i modsætning til centrene fra Google og Facebook rummer mere end én kunde. Konceptet er lig et opbevaringsdepot, hvor virksomheder kan betale ”husleje” for en aftalt mængde kilowatt.

New Nordic Data Cooling ApS, der står bag patentet på den nye køleløsning, er ejet af Sæby Varmeværk A.m.b.a., Dansk Computer Center A/S, Uniqservices ApS og engelske Cooltera Ltd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08