23948sdkhjf

Banedanmark river gammel bro ned

Som en del af elektrificeringen af togstrækningen mellem Aarhus og Aalborg må en gammel bro fra 1940 nu lade livet i weekenden.

Den gamle vejbro ved Hvidemøllevej i Randers, som har stået  i det centrale Randers siden 1940, vil nemlig blive revet ned fra i morgen fredag og frem til søndag. 

Det sker som en del af Banedanmark arbejde med at elektrificere strækningen mellem Aarhus og Aalborg, så den bliver klar til fremtidens klimavenlige, eldrevne tog. 

Broens arvtager er allerede på plads. Siden 18. oktober har randrusianerne kunnet bevæge sig over en helt ny og højere vejbro, som ligger blot 50 meter fra den gamle bro.

- Det her er et vigtigt skridt i retning af at gøre jernbanen klar til fremtidens eltog, som både vil støje mindre og udlede mindre CO2. Vi har bygget en højere vejbro her i Randers, så der er plads til de kommende elmaster og køreledninger, og nu er vi så kommet til næste naturlige skridt i arbejdet, som er at pille den gamle bro ned, siger områdechef for spor- og broprojekter i Banedanmark Lars Blædel Riemann i en pressemeddelelse.

Elektrificeringen

  • Som en del af elektrificeringen af jernbanen skal Banedanmark bygge og renovere 85 broer på den 256 kilometer lange strækning mellem Fredericia og Aalborg.
  • Der skal desuden opsættes elmaster og kabler langs sporene.
  • Fremtidens eltog vil kunne køre hurtigere, udlede mindre CO2 samt støje mindre.
  • DSB’s nye, eldrevne tog forventes indsat på strækningen i slutningen af 2026.

Bliver genanvendt

Størstedelen af arbejdet med at rive broen over jernbanen ned kommer til at foregå fredag og lørdag nat. 

I første omgang står gravemaskiner for at pille hele den øverste del af broen ned. Her har Banedanmark sørget for at dække sporene under broen godt til med madrasser og plader, så de ikke tager skade af nedfalden beton. 

Når det øverste lag så er banket ned, kommer turen til de store betonpiller, som holder selve broen. Dem sørger maskinerne for at ”klippe over” og dernæst banke ned i mindre stykker. 

Alle de knuste betonrester fra broen vil til sidst blive skovlet sammen og kørt videre til genanvendelse. 

Når den gamle bro er fjernet, vil der blive etableret parkeringspladser, der hvor den plejede at stå. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121