23948sdkhjf

Undersøgelse: Færre forsinkelser med betonelementer

Tal fra Byggeriets Evaluerings Center viser, at byggerier med betonelementer har relativt få tidsoverskridelser. Hvorfor? Tre af landets store entreprenører giver deres bud.
Byggeriets Evaluerings Center har siden 2004 indsamlet oplysninger til beregning af nøgletal for byggeriets virksomheder.

Elementproducenten Spæncom har med udgangspunkt i de mange data undersøgt eventuelle sammenhænge mellem valg af konstruktionsmaterialer og projektets nøgletal. Undersøgelsen indikerer, at der er færre forsinkelser ved brug af betonelementer sammenlignet med tilsvarende løsninger.

- Hos Spæncom viser vores erfaring, at når vi inddrages i et byggeprojekt på så tidligt et tidspunkt i et byggeris tilblivelse som muligt, kan vi med vores mangeårige erfaring og viden inden for betonelementer bidrage til at optimere projektet med vores kunder, lyder forklaringen fra Spæncoms adm. direktør René Kjærsgaard-Nielsen.

Han påpeger, at Byggeriets Evaluerings Center i tallene har taget højde for entreprenørens eventuelle tidsfristforlængelser. Forskellene kan dermed ikke forklares med vejrlig eller andre påvirkninger, hvor AB92 giver entreprenøren ret til forlængelse.

Men hvad er så årsag til forskellene? Tre af landets store entreprenører giver her deres bud.

Projektleder Tom Pedersen fra Hoffmann
- Forskellen i overskridelsen af planlagte terminer kan være det, at der som oftest er en god og konstruktiv dialog med elementleverandører for fastlæggelse af detaljer, geometri og kraftforløb tidligt i projekteringsfasen, da projektering og produktion af elementer kræver en vis tidsperiode.

- Projektmaterialet for insitu støbninger er måske ikke altid bearbejdet på samme niveau som for elementer, da arbejdet som oftest opstartes, når de første streger er klar, og før projekteringen er afsluttet. Det at arbejde med forspændt armering på byggepladsen besværliggøres i mange situationer af de konstruktive forhold og tages der ikke højde for dette i tidsplanlægningen, vil det naturligt medføre øget risiko for forsinkelse.

Kategorichef Palle Qvist fra MT Højgaard
- Baseret på mange års erfaringer har elementbranchen været god til at fastholde kravet om færdigt projekt ca. 12 uger før levering af første element. Det giver producenten tid til at kvalitetssikre projektmaterialet og rykke for manglende oplysninger. Herved sikres grundlaget for elementprojektering og rettidig produktion og levering.

Projektleder Thomas G. Jensen fra E. Pihl & Søn
- Rådgiver, leverandør og entreprenør udfører på et tidligt tidspunkt en intensiv projektgranskning. Leverandøren bliver ret hurtig meget specifik, idet der skal udarbejdes produktionstegninger til udførelse af elementerne. I Pihl sætter vi tidligt i processen tilstrækkelige ressourcer af til denne opgave og er en aktiv deltager i gennemgang af elementtegninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14