23948sdkhjf

Hvad betyder solceller for arkitekturen?

Konkurrencen Solar Dreams skal finde ideer til, hvordan husejere kan kombinere arkitektonisk kvalitet og energieffektivitet, når de installerer solceller.
Flere og flere boligejere får installeret solcelleanlæg – det er godt for miljøet, og for boligejeren er der penge at spare på elregningen. Men hvad betyder solcellerne for arkitekturen i vores boliger?

For at finde ideer til, hvordan parcelhus- og sommerhusejere kan kombinere både arkitektonisk kvalitet og energieffektivitet, når de installerer solceller, har Bolius udskrevet konkurrencen Solar Dreams .

Formålet med Solar Dreams-konkurrencen er at få inspiration, ideer og løsninger i alle afskygninger: fra integrerede løsninger, hvor solcellerne er placeret på boligens tag eller facade på en måde, så bygningens originale arkitektur respekteres, og solcellepanelerne tilfører en ny kvalitet til boligen. Og fritstående løsninger, hvor solcellerne placeres uden tilknytning til selve boligen – enten stationært på f.eks. carporte eller hegn eller som flytbare elementer, hvor solcellerne også kan have andre funktioner og aflaster elregningen.

- Med Solar Dreams vil vi gerne have ideer, der kan inspirere til nye og gennemtænkte løsninger i forhold til brug af solceller. Ved at afholde konkurrencen på en platform som Innosite håber vi at få et bredt, kvalificeret og ikke mindst kreativt felt af løsninger, og vi ser frem til at se resultaterne af konkurrencen – ikke mindst i forhold til, hvordan de mange ideer kan være med til at skabe kvalitet for boligejerne, siger adm. direktør i Bolius, Ulrik Heilmann.

Alt idéer er velkomne
Konkurrencen bliver afholdt på den åbne innovationsplatform Innosite.dk og er åben for alle interesserede.

Løsningsforslagene kan både være færdigudviklede eller i et tidligt stadie – eller det kan bare være en idé. Den eneste begrænsning er, at ideerne skal være baseret på eksisterende solcelleteknologier, der er til rådighed for boligejere. Alle forslag vurderes af en jury bestående af: Kasper Guldager Jørgensen, direktør, GXN, Tove Lading, arkitekt, Lading arkitekter + konsulenter, Preben Mejer, Co-founder, Innovation Lab, Kristine Virén, redaktionschef, Bolius og Morten K. Mathiasen, Boliusrådgiver, Bolius.

Baseret på de indkomne ideer, vil Realdania vurdere muligheden for opfølgende aktiviteter og finansiering.

De nærmere kriterier for krav til løsningerne og information om konkurrencen findes på www.innosite.dk .

Fakta om konkurrencen:
Konkurrencen Solar Dreams er finansieret af Bolius og løber fra den 2. maj – 22. juni 2012. Vinderne offentliggøres i august.

Der søges inspiration, ideer og løsninger inden for tre områder:
1) Integrerede løsninger: Hvordan kan solcellepaneler implementeres på parcelhuse eller sommerhuse således, at bygningens originale arkitektur respekteres, og solcellepanelerne tilfører en ny kvalitet til boligen?
2) Fritstående, stationære løsninger: På grund af boligens arkitektur, tilstand eller orientering på grunden kan det, i nogle situationer, være oplagt at placere solcellepanelerne uden tilknytning til selve boligen, men stadig stationært på grunden.
3) Fritstående, flytbare løsninger: Hvordan kan man lave flytbare solcelleløsninger, der er placeret uafhængigt af selve boligen, men stadig forholder sig til parcellen/grunden?

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11