23948sdkhjf

Minister vil finde milliardbeløb til opkøb i privat boligsektor

Regeringen vil afsætte "et milliardbeløb" til at hjælpe flere i København og på Frederiksberg til at bo i almennyttige boliger.

Det fortæller indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) til Berlingske.

Udtalelsen kommer, før han tirsdag præsenterer et stort boligudspil rettet mod især hovedstaden.

Et centralt element er, at de store almennyttige boligselskaber skal have mulighed for at opkøbe private ejendomme, private boligkvarterer og hoteller med betydelig offentlig støtte samt en ny milliardstor fond i ryggen.

- Det tætteste, vi kommer på billige boliger, er de almennyttige, som kun koster, hvad de koster at opføre med offentlig støtte, og som ikke skal generere afkast til sine ejere.

- Vi skal sikre, at vores byer kan hænge sammen, og at de, der passer vores børn, gør rent eller arbejder på vores sygehuse, har råd til at bo på Frederiksberg, Østerbro eller Amager, siger Kaare Dybvad Bek til Berlingske.

Forleden fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen vil bygge 22.000 ekstra almene boliger over de næste 10-15 år til en husleje på omkring 8000 kr. for en lejlighed på 80-90 kvm.

Planen er dog udfordret. Der er ikke særligt mange byggegrunde i København til nye almennyttige boliger. Desuden er store dele af København og Frederiksberg fuldt udbygget.

Derfor vil Kaare Dybvad Bek med "et milliardbeløb" understøtte, at de almennyttige boligselskaber kan opkøbe private ejendomme og omdanne lejlighederne til almennyttige boliger.

Pengene ventes primært at komme fra den såkaldte nybyggerifond, som de almene boligselskaber selv indbetaler til.

Ministeren kan ikke sige, hvor mange private ejendomme, han venter, at man kan opkøbe.

Han understreger, at opkøbene skal foregå på markedsvilkår og i et samarbejde med kommuner, boligselskaber og de private ejere.

Over for Berlingske kalder Venstres boligordfører, Heidi Bank, udspillet for "vanvittigt dyrt".

Hun er bekymret over, at regeringen kun fokuserer på flere almene boliger.

- Indtil videre har jeg kun hørt boligministeren tale om at gøre noget for at få flere almene boliger, men de fleste danskere drømmer om en bolig, der selvfølgelig er til at betale, men først og fremmest drømmer de om en ejerbolig.

- Og jeg synes, regeringen skulle tage udgangspunkt i, hvad borgerne vil have, siger Heidi Bank til avisen.

Regeringens boligudspil præsenteres tirsdag klokken 11. Det sker på et pressemøde i den almene boligforening Orienten i Nordhavn i København.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078