23948sdkhjf

Bæredygtighed er et værdigt formål - men har en pris

DK Beton har optimeret energiforbruget i produktionen på sine fabrikker og producerer beton af genbrugsmaterialer. Desuden bliver FUTURECEM basis i DK Betons produkter fra årsskiftet, men virksomheden efterlyser, at kunderne er klar på at betale lidt ekstra for mere klimavenlig beton.

Alle ved, at vi skal gøre en indsats for at forbedre klimaet. De fleste vil også gerne, men må også være beredte på at betale den lidt højere pris, indsatserne koster. DK Beton har gået sine produktionsanlæg igennem med tættekam for at optimere og spare på sit energi- og ressourceforbrug. Den manøvre har de seneste syv-otte år krævet mange investeringer og mandetimer, men betaler sig tilbage i bedre klima og sparede udgifter i det lange løb. ”Vi har gennemgået og trimmet forbruget af el, diesel, naturgas, varme og vand på alle vores fabrikker. Vi bemærkede ved energisynene, at strømforbruget var meget forskelligt på fabrikkerne efter arbejdstid. På nogle af dem stod lys, pumper eller noget helt tredje tændt og brugte strøm unødvendigt. De installationer er nu slukket, så strømforbruget er minimeret. Desuden har vi optimeret ressourceforbruget ved f. eks. at benytte alt vaske- og overfladevand fra regn i beton produktionen,” fortæller regionschef Øst i DK Beton, Palle Hesselholt. Genbrugsvand udgør nu 95-97 procent af vandforbruget på DK Betons mindste fabrikker og 35-40 procent på de største. Andre tiltag har været at droppe elvarme fra for
eksempel varmeblæsere og i stedet benytte varmepumper, nye pumper på el i stedet for diesel og udskifte gamle lysarmaturer med LED, som både er rare for klimaet, medarbejdernes trivsel og økonomiafdelingen, der skal betale strømregningen. DK Beton har med egne ord ”gjort det, de selv kunne gøre noget ved”. Nybyggerier, udskiftninger af faciliteter og udstyr og vedligehold af eksisterende er oplagte lejligheder til at dreje på den grønne skrue, er nogle af virksomhedens erfaringer.

”Vi skal have de store bygherrer og kunderne med de store og mange byggerier med på, at grøn beton godt må koste lidt mere, før det for alvor batter i det store klimaregnskab"
Jacob Høst, salgschef, DK Beton

Mere grønne betonprodukter
På produktsiden er DK Beton også blevet grønnere og mere klimavenlig. Virksomheden tilbyder DK Cirkulær, som er beton til nybyggeri med CE-mærket, genbrugt beton. ”Vi fremstiller omkring 400 kubikmeter Cirkulær om måneden og aftager al den knuste beton,
vores leverandør RGS Nordic kan levere. Vi kunne dog snildt benytte fem-ti gange den mængde, vi får,” fortæller Palle Hesselholt. For nærværende er DK Beton ved at geare sig selv og produkterne, så de bliver grønnere ved at benytte FUTURECEM med lavere CO2-aftryk
i produkterne. ”FUTURECEM bliver den nye standard i vores produkter, så kunderne aktivt skal vælge de klimavenlige betonprodukter fra i stedet for at skulle vælge dem aktivt til. 95 procent af vores produkter hele vejen rundt baseres fra lige før eller lige efter årsskiftet på FUTURECEM. Det og andre klimavenlige tiltag har naturligvis omkostninger for os, som vi indtil nu selv har afholdt,” siger Palle Hesselholt. Fælles for DK Cirkulær og FUTURECEM-produkterne er, at de grønne tiltag koster lidt mere end konventionel beton, blandt andet på
grund af ekstra processer forbundet ved produktionen. ”Vi kommer til at hæve betonpriserne
lidt - omkring otte-ti procent, så kunderne skal med på at betale lidt ekstra for at investere i miljø og klima. Kunderne efterspørger faktisk klimavenlige produkter, men når de hører, at betonen koster 15 kroner mere per kubikmeter, er de desværre ikke så grønne mere og
spørger retorisk, hvem de skal sende regningen til. Murermesteren, der bygger et hus, er ofte åben for at benytte mere grøn beton, men vi skal have de store bygherrer og kunderne med de store og mange byggerier med på, at mere grøn beton godt må koste lidt mere, før det for alvor batter i det store klimaregnskab,” siger salgschef i DK Beton, Jacob Høst.

FAKTA
DK Beton blev stiftet i 1946 og leverer traditionel beton, flyde, vibfri- og sætmålsbeton i alle styrker. Gulvbeton, kantstensbeton, fugebeton og grusbeton er i produktporteføljen. Virksomheden har ca 150 ansatte og omkring 100 rullende enheder. Omsætningen var i 2020 474 mio kr.

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078