Fremgang for Adserballe & Knudsen
Entreprenørvirksomheden voksede med 30 procent i 2011 og landede et pænt overskud på 2,2 mio. kr. efter skat. Det nye regnskabsår tegner lovende.
- Den samlede omsætning er vokset med 30 procent i 2011, og 2012 tegner også tilfredsstillende med flere nye og store opgaver, siger Karsten Hjarsø og fortsætter:
- Det har været et godt år for vores strategi med dels at vinde større og mere krævende renoverings- og nybyggeriopgaver, dels at udvikle serviceområdet. Som led i udviklingen af Adserballe & Knudsen har vi udvidet med 15 funktionærer, svarende til 40 procent, fortæller direktøren, der i dag råder over en medarbejderstab på cirka 155 medarbejdere, heraf 40 funktionærer.
Ansvar og kvalitet i centrum
Karsten Hjarsø understreger, at ansvar og kvalitet betyder alt for Adserballe & Knudsens fortsatte udvikling, og han peger blandt andet på, at virksomheden har igangsat en certificering af alle ledende medarbejdere efter den tyske passivhus standard,
- Vi opfylder både 2020-kravene og de nye behov, der kommer. Desuden er Adserballe & Knudsen styrket på de komplementære fagområder, så vi kan hjælpe kunderne med samlede løsninger på deres behov. På tekniksiden har teknikentreprenøren Poul Sejr Nielsen A/S udvidet og styrket kompetencerne, og til murer- og kloakopgaver ejer Adserballe & Knudsen Holding nu Rudersdal Murerentreprise A/S, fortæller han.
Adserballe & Knudsen har vundet flere store ordrer på renovering og nybyggeri. De næste to år skal virksomheden blandt andet betonrenovere Nivåhøj-bebyggelsen samt opføre 40 nye tagboliger på toppen af Ådalsparken i Hørsholm. Den hidtil største serviceaftale er indgået med Københavns Kommune om service og vedligehold af bygningerne.