Avis: Byggefirma i Næstved tæt på konkurs
Hagemann Nybyg A/S har opsagt fem tømrer og ser ud til at nærme sig en konkurs.
Byggefirmaet er ifølge Det Centrale Virksomhedsregister under likvidation og senest offentliggjorte årsrapport er fra 2010. Det skriver sn.dk.
Avisen har ikke været i stand til at få en kommentar fra firmaets direktør Anders Hagemann vedrørende den mulige lukning af byggefirmaet.
Flere ansatte opsagt
Til gengæld kan man fra 3F i Næstved fortælle om opsigelser i firmaet:
- Det eneste, jeg kan oplyse om er, at vi har fem tømrere tilknyttet 3F i Næstved, der alle er blevet opsagt af virksomheden mandag i sidste uge. De fortæller mig, at firmaet skulle være på vej til at gå konkurs, siger Thomas Abildgaard Hansen fra 3F i Næstved til sn.dk.
Hagemann Nybyg A/S blev etableret i 2008 af Anders Hagemann, tidligere direktør i DanFlex Huse. Firmaet havde i 2010, hvor den senest offentliggjorte årsrapport er fra en nettoomsætning på 27,78 mio. kr. og et årsresultat på 141.000 kr.