23948sdkhjf

Sort arbejde skal frem i lyset

Det er udbredt, at sort arbejde er forbundet med et dårligt arbejdsmiljø. Ikke mindst i byggeriet, hvor sort arbejde i stigende omfang handler om udenlandske lykkeriddere, som på villavejene har fundet sig et lukrativt marked.
Indlæg af skatteminister Thor Möger Pedersen og adm. direktør Lars-Storr Hansen, Dansk Byggeri

Hvert år får danskerne udført sort arbejde i et omfang, der koster statskassen 8 mia. kr. Det er et voldsomt stort tal, som alt for længe ikke er taget alvorligt nok – og det er penge, samfundet har hårdt brug for.

Desuden ved vi jo godt, at mange af dem som ømmer sig som skatteplagede danskere, selv vælger at få deres egne sparepenge til at række længere ved at købe sort. Det hænger ikke sammen, og derfor skal vi gøre noget ved det.

Sort arbejde fortjener at blive kaldt sort. Ikke bare snyder det sorte arbejde samfundet for skatteindtægter. Det skaber i høj grad unfair konkurrencevilkår over for de virksomheder, der spiller efter reglerne, og det efterlader ofte kunderne uden garanti eller klageadgang, ligesom der ofte ses stort på arbejdsmiljøet.

Det er måske også derfor, at accepten af sort arbejde generelt er faldende i befolkningen – ligesom at borgerne i højere og højere grad oplever en risiko for, at sort arbejde opdages. Det er en god udvikling, men hvis vi skal have holdninger og handlinger til at følges bedre ad, så er der brug for at se på lovgivningen. Det gør regeringen med et nyt lovforslag, der lægger op til at begrænse det sorte arbejde betydeligt, og det giver byggeriet sin fulde opbakning.

Stærk sammenhæng mellem kontanter og sort arbejde
Med regeringens udspil bringes lovgivningen bedre i overensstemmelse med danskernes opfattelser af, hvad der er ret og rimeligt. Fx lempes reglerne for unge under 16 år og for folkepensionister, der fremover kan udføre arbejde i privatsfæren i et mindre omfang uden at det beskattes, ligesom at reglerne om skattefrihed for familie- og vennetjenester gøres mere tydelig.

Men når det gælder det mere omfattende og organiserede sorte arbejde, så sættes der hårdere ind. En styrket indsats overfor det sorte arbejde kræver, at det ikke må føles trygt at købe eller udbyde sort arbejde. Lovforslaget indeholder derfor elementer, som har en præventiv effekt og sikrer øget synlighed og større gennemsigtighed blandt andet ved at sikre digitale transaktionsspor.

Vi ved, at der er en stærk sammenhæng mellem kontanter og sort arbejde. Kontantbetalt sort arbejde sætter sig ikke spor, der kan følges på kontoudtog og i regnskaber. Derfor er det et stærkt signal at sende, når regeringen vil pålægge købere af sort arbejde en risiko, hvis de betaler store beløb kontant.

Det betyder konkret, at hvis køberne ikke kan dokumentere, at det nye køkken er betalt via et pengeinstitut, så kan de blive pålagt at betale den manglende skat og moms, hvis regningen er over 10.000 kr. Der er næppe tvivl om, at det vil få dem, der overvejer at få lavet arbejdet sort, til at tænke sig om en ekstra gang.

Flere anmelder sort arbejde
Sort arbejde er unfair konkurrence. Det tager lovforslaget også højde for. Blandt andet ved, at Skat får adgang til kontrol på privat grund, når der tydeligt er tale om en udendørs professionel byggeplads, ligesom at håndværkere på stedet får pligt til at legitimere sig over for Skat. Samlet set er der tale om instrumenter, der effektivt kan gøre et indhug i mængden af sort arbejde.

Og der er tegn på, at en større indsats er efterspurgt i befolkningen. En ny opgørelse fra Skat viser, at flere og flere anmelder sort arbejde, og det er en klar tilkendegivelse af, at både virksomheder og borgere ikke vil tolerere sort arbejde. Også derfor er der brug for at styrke myndighedernes muligheder for en målrettet indsats.

Uacceptabelt arbejdsmiljø på villavejene
Det er desværre også mere og mere udbredt, at sort arbejde er forbundet med et dårligt arbejdsmiljø for dem, der udfører arbejdet. Det ser vi ikke mindst i byggeriet, hvor sort arbejde i stigende omfang handler om udenlandske lykkeriddere, som på villavejene har fundet sig et lukrativt marked.

Her er der alt for mange som tilsidesætter arbejdsmiljø og sikkerhed. Det tyder på en bekymrende lav moral hos køberne, som ikke bare ser stort på betaling af skat og moms, men også på sikkerhed og velfærd. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Derfor skal der sættes konsekvent ind over for dem, der prøver at sende regningen videre til naboen og alle os andre ved at udføre eller få udført sort arbejde.

Bedre i tråd med danskernes holdninger
Vi har store forventninger til den forslagspakke til bekæmpelse af sort arbejde, som regeringen forhåbentlig får vedtaget inden sommerferien. På den ene side bliver det nemmere for alle dem, der gerne vil overholde reglerne. De kan fremover få naboens dreng til at slå græsset eller pensionisten på den anden side af vejen til at være babysitter uden at tænke på, om de betaler skat af indtægten.

På den anden side sættes der hårdt og konsekvent ind over for dem, der bevidst gør brug af sort arbejde i et større omfang, og indsatsen mod ikke mindst illegal udenlandsk arbejdskraft styrkes.

Tilsammen betyder det en lovgivning, der er bedre i tråd med danskernes holdninger, som reducerer sort arbejde, og som bedre sikrer en lige konkurrence og ordentlige arbejdsforhold.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078