23948sdkhjf

Ministre skal stå skoleret om afskæring af klageadgang for Lynetteholm

Enhedslisten vil have både transportminister Benny Engelbrecht (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd om anlægget af Lynetteholm, skriver onlinemediet Byrummonitor.

Det sker efter, at Transportministeriet har foreslået at fjerne borgeres mulighed for at klage over anlægget af Lynetteholm samt fjerne de kommunale tilsynsmyndigheders mulighed for at føre tilsyn med projektet.

I en sms uddyber gruppeformand Peder Hvelplund (EL):

- Henning Hyllested (Enhedslistens transportordfører, red.) og jeg vil have ministrene til at forklare, hvordan de kan mene, at det her ikke underminerer borgernes rettigheder. Hvis regeringen lykkes med det her, er det en demokratisk katastrofe, skriver han til Byrummonitor.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad og Byrummonitor fortalte i fredags, vil regeringen have fjernet borgeres klageadgang over beslutninger om anlægget af Lynetteholm i hele anlægsfasen. Det vil sige indtil 2024 eller begyndelsen af 2025.

I samme periode skal den kommunale tilsynsmyndighed også droppe sine tilsyn med Københavns Kommunes beslutninger om projektet. Forsinkes anlægget af Lynetteholm, forlænges afskæringen yderligere.

Høj risiko for forsinkelser

Transportminister Benny Engelbrecht har over for Licitationen forklaret baggrunden for forslagene med, at klager giver ”for høj risiko for såvel forsinkelser som fordyrelser."

- Det er vigtigt at understrege, at i det omfang klageadgangen afskæres, ændres der ikke på, at der stadig skal indhentes alle relevante tilladelser, hvor alle almindelige sagsbehandlingsskridt og principper om saglighed, partshøring og så videre skal overholdes, skrev ministeren videre.

Professor i miljøret Peter Pagh udtalte fredag til Licitationen, at han fandt det "chokerende", at regeringen både vil afskaffe klageadgangen og tilsynsmyndighedernes kompetence. Forslagene kunne være i strid med både EU-regler og FN’s Århus-konventionen, sagde han.

Forslagene er i høring indtil 29. september, og skal efter planen indføres 6. oktober.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096