23948sdkhjf

Krone Vinduer styrer mod nyt millionoverskud

Salget nærmer sig halvdelen af budgettet for 2012, og fabrikken har netop lanceret en ny løsning, der skal imødekomme en stigende efterspørgsel på lyddæmpende vinduer.
Krone Vinduer fra Harken ved Hjørring kunne i 2011 glæde sig over en markant fremgang i resultatet, der steg fra beskedne 76 t.kr. til 3,02 mio. kr. efter skat.

Den nordjyske vinduesfabrik tog dermed et afgørende skridt ud af krisen, og gennem fortsat produktudvikling samt en satsning på egne, specialuddannede medarbejdere er det forventningen, at den positive udvikling kan føres videre i de kommende år.

Læs også: Flot fremgang hos Krone Vinduer

I forbindelse med fremlæggelsen af 2011-regnskabet i marts måned oplyste administrerende direktør Kaj Bundgaard, at næsten en tredjedel af den budgetterede 2012-omsætning allerede var ført i ordrebøgerne. Og Krone Vinduer styrer fortsat sikkert mod at indfri forventningerne om et resultat på niveau med 2011:

- Generelt går det godt for salget, der allerede er oppe på 40 procent af årets planlagte omsætning, og det er hovedsaligt løsninger med tre lag glas, der er tale om, fortæller produktionschef Carsten Lanzky Jensen.

Krone Vinduer har blandt andet leveret en løsning med indbyggede persienner til Udbetaling Danmark i Holstebro. Listen over større projekter tæller desuden Sydhavnsskolen i København samt KAB i Herlev, og der er flere ordrer undervejs, oplyser Carsten Lanzky Jensen.

Flere kunder ønsker støjdæmpende vinduer
Samfundets stigende fokus på energiforbrug skærper kravene til vinduesfabrikkerne markant i disse år. Hos Krone Vinduer mærker man blandt andet dette ved, at salget af vinduer med tolagsglas stort set er gået i stå.

Det skyldes ikke blot trelags-løsningernes bedre energimæssige profil – også vinduernes lydisolering er begyndt at komme i fokus, fortæller Carsten Lanzky Jensen:

- Efterspørgslen på energirigtige løsninger med indlagt støjdæmpning ligger på et noget højere niveau end tidligere, og den er fortsat stigende, vurderer han.

Krone Vinduer har derfor lanceret vinduet ”COto Silence”, der – som navnet afslører – bygger på fabrikkens patenterede COto-vinduessystem. Ifølge Carsten Lanzky Jensen har det nye vindue den samme høje Eref-værdi samtidig med, at støjen udefra dæmpes op til 39dB Rw+Ctr med sammenlagt 24mm glas. Det mest støjdæmpende vindue i serien klarer op til 42 dB Rw+Ctr.

- Vinduet er opbygget af komposit, aluminium, træ og glas, og det har været noget af en udfordring at afstemme resonansfrekvenserne i de fire materialer. Men resultatet taler for sig selv. En fast karm er kun 1 DB bedre end et oplukkeligt vindue, og der er plads til en 64 mm glasopbygning i den mest ekstreme udgave af systemet, fortæller Carsten Lanzky Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078