Ole Jepsen skal bygge ny institution i Birkerød
Entreprenøren har vundet totalentreprisen på en 2.000 m² stor børneinstitution med Domus som arkitekt.
Bygningen får et areal på 2.000 m² og er udformet som en skulpturel og rumlig enhed.
- Vores intention er at styrke institutionens samlede identitet og skabe sammenhæng mellem bygningens funktioner, dens form og de omgivende uderum og landskabelige træk, oplyser Domus Arkitekter blandt andet på sin hjemmeside.
Enhed og variation
Domus oplyser endvidere, at projektets hovedidé består i at samle alle institutionens forskellige funktioner under et og samme tag. Et tag, eller rettere taglandskab, der skaber både enhed og variation – udenfor såvel som indenfor. På særlige steder og i de store rum skubbes tagfladen op for at danne lyse og luftige rammer omkring børnenes leg og læring.
For at skabe variation i gangforløbet er bygningens lange akse blevet brudt op. De små knæk i hovedaksen danner en blød overgang mellem de forskellige afdelinger og midterrummet. Hovedindgangen åbnes op mod parkeringen i form af et kileformet uderum med bænke og træer. Redskabs- og legetøjsskure er inkorporeret i bygningens hovedform – sammen med de skråt afskårne tagudhæng markerer de bygningens sekundære indgange.
Legeområderne fremstår i klare farver, som både har en æstetisk og praktisk værdi. De særlige steder markeres af særlige farver, som bliver til orienteringspunkter for stedets brugere. Gavlenes farver gentages på en af væggene i de tilstødende gangarealer. Legeområdernes farver genfindes desuden i de bagvedliggende rum.
- Vi har skabt rum med forskelligartet lys og varieret lysindfald. Lys fra ovenlysvinduer og højt siddende vinduesbånd giver højde, luft og lys også til de områder, der ligger inderst i bygningen. Facadernes pixelerede mønster af forskellige vinduesåbninger giver et varieret lysindtag med vinduer både i børne- og voksenhøjde, lyder det i beskrivelsen.
Kilde: Domus Arkitekter