23948sdkhjf

Folketinget afsætter 161 milliarder i trafikaftale

Der skal bygges en tredje Limfjordsforbindelse ved Aalborg, og der skal investeres flere penge i eksisterende motorveje nær hovedstaden, på Fyn og i Jylland.

Det er blandt punkterne i en ny infrastrukturaftale, der er blevet fremlagt mandag formiddag i Finansministeriets gård.

Et samlet Folketing står bag aftalen.

- Vi har i dag vedtaget en historisk bred og ambitiøs plan på 160 mia. kr. for Danmarks infrastruktur, så færre danskere i fremtiden skal opleve kø og ventetid, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

I aftalen bliver der fremlagt projekter for omkring 161 mia. kr. over de næste 14 år inden for kollektiv trafik, veje og støjværn.

Ifølge Finansministeriet bliver der brugt mere end 86 mia. kr. på kollektiv trafik, heraf godt halvdelen til nye investeringer såsom nye letbaneløsninger og metrolignende S-togsdrift i København.

Cirka 64 mia. kr. er dedikeret anlæg af veje, så trængselsudfordringer kan løses.

Blandt andet afsættes der penge til at udvide motorvejen E45 mellem Aarhus N og Kolding, ligesom E20 Fynske Motorvej syd om Odense og Ring 4 ved København udvides.

Der bruges desuden tre milliarder kroner til nye initiativer, der skal få flere til at tage cyklen.

Tre milliarder kroner skal gå til at bekæmpe trafikstøj, og det skal især ske med støjskærme i særligt støjbelastede områder.

Alle parter behøver ikke at være enige om at gennemføre alle projekterne i aftalen, men der skal være flertal for hvert enkelt projekt.

Eksempelvis står Enhedslisten og Alternativet uden for alle vejprojekter, mens SF ikke støtter planen om en tredje Limfjordsforbindelse over øen Egholm.

Den nye aftale ligger tæt op ad både det udspil, som regeringen fremlagde i april i år, og det, som den tidligere blå regering foreslog i foråret 2019.

Fakta: Her skal penge fordeles i ny transportaftale

Sådan skal pengene i den nye aftale fordeles:

* Af de 161 mia. kr. går omkring 64 mia. kr. til veje, 86 mia. kr. går til jernbaner og 11 mia. kr. går til en række puljer og øvrige initiativer.

* Jernbaneprojekterne dækker blandt andet over opgraderinger ved Ringsted for 1,6 mia. kr., en ny jernbane fra Aarhus til Silkeborg via Galten til 2,2 mia. kr., en fremtidssikring af Aarhus Hovedbanegård til 317 mio. kr., og udvidelse af Ny Ellebjerg Station i hovedstaden for 438 mio. kr.

* Af de 64 mia. kr., der skal gå til veje, er der blandt andet sat penge af til en tredje forbindelse over Limfjorden til 7 mia. kr., Midtjyske Motorvej Give-Billund og Løvel-Klode Mølle til 5,9 mia. kr., anlæg af Frederikssundsmotorvejens 3. etape til 2,9 mia. kr., udvidelse af E45 Kolding-Aarhus Nord for 6,2 mia. kr.

* Refshaleøen og Lynetteholmen ved København får 12,7 mia. kr. til regional udvikling.

* Der er desuden sat tre milliarder kroner af til at fremme cyklismen, herunder ved at indføre flere og bedre cykelstier, og 3 mia. kr. er afsat til at bekæmpe støj fra trafikken, hvilket primært er investeringer i støjskærme til særligt støjbelastede områder langs statsvejene.

Kilder: Regeringens infrastrukturplan 28. juni 2021.

/ritzau/

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Infrastrukturforlig 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093