23948sdkhjf

Cowi vinder oprensning af kæmpe giftgrund

Når Region Midtjylland skal rense op efter generationsforureningen ved Høfde 42, der er berømt og berygtet for Cheminova-forureningerne, bliver det med Cowi som wingman. 

Rådgivningsvirksomheden har vundet opgaven som bygherrerådgiver, når den komplekse oprensning af kemikaliedepotet ved Vestkysten mellem Thyborøn og Harboøre skal i gang. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse. 

Som bygherrerådgiver skal Cowi fungere som faglig sparringspartner og assistere både før, under og efter oprensning. Det er for eksempel i forbindelse med planlægning og udbud, men også under selve oprensningen og efterfølgende reetablering af strandområdet, hvor der skal føres tilsyn og laves kontroller. 

– For Cowi er det her en af de vigtigste opgaver i lang tid. Vi glæder os utroligt meget til at hjælpe Region Midtjylland med at få sat det første grønne punktum for Cheminova-forureningerne, så den skjulte forurening på kanten af Vesterhavet ikke længere kaster skygger over fortællingen om Danmark som bæredygtigt foregangsland, siger projektdirektør i Cowi, Anders Plovgaard, i pressemeddelelsen. 

Ud over selve oprensningen er der et andet bæredygtigt aspekt, der handler om formidling af den viden, der kommer af oprensningsarbejdet. Sammen med VIA University College Horsens vil rådgiverfirmaet invitere studerende og undervisere til at få konkret indblik i arbejdet. 

Projektsum på 250 millioner 

Kontrakten med Cowi beløber sig til cirka 12 mio. kr. for hele projektperioden. 

– Jeg vil sige, at vi ikke har råd til at undvære en bygherrerådgiver på så stort et projekt. For det kan blive rigtig dyrt ikke at gøre det rigtigt første gang, og det er trods alt en lille del af den samlede projektsum på cirka 250 mio. kr., siger leder af Region Midtjyllands jordforureningskontor Morten Bondgaard og påpeger, at regionen blandt andet skal bruge hjælp omkring kemisk viden, viden om kystsikring og risiko for oversvømmelser og om rensemetodernes konsekvenser for omgivelserne. 

I aftalen med Cowi er der en option, der omfatter bygherrerådgivning i forhold til at rense op på Cheminovas gamle fabriksgrund ikke langt fra Høfde 42. Den gamle fabriksgrund er også en generationsforurening og af næsten samme omfang og karakter som Høfde 42-depotet. 

Oprensning i udbud til efteråret 

Tirsdag den 18. maj mødes projektfolk fra Cowi og Region Midtjylland for at planlægge arbejdet. Sideløbende er de indledende undersøgelser på høfden i gang, så opgaven med at rense op kan komme i udbud – formentlig til efteråret. 

I marts blev jernspunsen, der indkapsler forureningen, undersøgt. Og i de her uger er geotekniske undersøgelser i gang for at få mere nøjagtig viden om undergrundens stabilitet. 

Undersøgelserne er vigtig viden for de firmaer, der vil byde på opgaven med at rense op ved Høfde 42. Forventningen er, at arbejdet med at rense op kan gå i gang i 2. halvår 2022.

Fakta: Høfde 42-forureningen

  • Forureningen ved Høfde 42 skete tilbage i 1950’erne og 60’erne i forbindelse med kemikalievirksomheden Cheminovas udledning af spildevand og deponering af fast affald i klitterne tæt på havet.
  • Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.
  • Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der bl.a. har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.
  • I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kr. over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der bl.a. renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kr. til oprensning ved Høfde 42. I 2019 blev der desuden øremærket 50 mio. kr. på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063