23948sdkhjf

Vinderen er fundet: Nakskov får ”Alle tiders havn”

Erik Brandt Dam Arkitekter med underrådgivere Lenschow & Pihlmann og professor Martin Zerlangs er udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen for Nakskov Havn med arkitektforslaget ’Alle tiders havn’. 

Det skriver Lolland Kommune i en pressemeddelelse. 

Vinderforslaget udstikker rammer for, hvordan Havnebygningen på Honnørkaj i Nakskov og kajen selv kan renoveres og udvikles, så de i fremtiden kan være et mødested for byens borgere. 

– Det er virkelig en fornøjelse at se et gennemarbejdet forslag for udviklingen af hele Nakskov havnefront, som meget klart identificerer de eksisterende værdier, vi mener kan bruges, som afsæt for en udvikling af hele byen. I Erik Brandt Dams forslag træder Havnebygningen og Honnørkaj frem som det naturlige udgangspunkt for denne udvikling, siger programdirektør i Nakskov 2030, Tim Jeppesen, i pressemeddelelsen. 

Arkitektkonkurrencen og bedømmelsesudvalgets ord

Arkitektkonkurrencen blev udskrevet i efteråret 2020, og i december blev to hold udpeget til at arbejde videre med deres forslag. Det var henholdsvis Erik Brandt Dam Arkitekter med underrådgivere Lenschow & Pihlmann med "Alle Tiders Havn" samt professor Martin Zerlang, og SLA med underrådgiver H+Arkitekter med forslaget "Spor af Nakskov" 

Bedømmelsesudvalget fremhæver om vinderen ”Alle Tiders Havn”: 

”Forslaget opfylder eksemplarisk kravet om en formuleret restaureringsholdning og viser en klar sammenhæng mellem den overordnede strategi og de enkelte løsningsforslag på både landskabs-, by-, bydels- og bygningsniveau.”

’Alle tiders havn’ har vundet konkurrencen - lyder det fra kommunen - fordi det meget tydeligt hviler på og fremhæver Nakskovs og Havnebygningens helt særlige kvaliteter. 

Restaureringen af Havnebygningen bliver efter planen udført med stor respekt for bygningens værdi. Rådgiverne foreslår for eksempel, at den gamle spisesal for havnens arbejdere bliver genetableret i sin oprindelige form, og at den østlige fløj, pakhusdelen, bliver etableret med urørte vægge og tagkonstruktion. Ifølge vinderforslaget skal Honnørkaj afgrænses af to lunde af piletræer, som vil indramme Havnebygningen samt Honnørkaj. Det vil skabe et rum med variation, når man bevæger sig langs havnepromenaden. 

Udviklingsplanen rummer endvidere forslag til udviklingen af færgelejerne, Mejerikarréen, Nordkajens havnefront, forbindelsen på tværs af havnen og Sydkajen. 

Renoveringen af Havnebygningen Honnørkaj har et budget på cirka 30,7 mio. kr. 

Udarbejder udbud efter sommeren

Nu går arbejdet med at forberede projektet i gang. Arkitektforslaget skal tilpasses, så de funktioner, der skal være i Havnebygningen, herunder en udstillingsenhed, café og restaurant samt et mødested for byens borgere, bliver tilgodeset bedst muligt. 

Processen forløber over sommeren 2021, hvorefter der vil blive udarbejdet udbudsmateriale for renoveringsarbejdet.

Selve renoveringen forventes at starte i 2022 med henblik på, at Havnebygningen og Honnørkaj skal stå klar til brug i midten af 2023. 

A.P. Møller Fonden har finansieret Havnekonkurrencen som en del af Nakskov 2030-initiativets 12 projekter. Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Lolland Kommune, A.P. Møller Fonden og den filantropiske forening Realdania.

Fakta om Nakskov 2030

De nye rammer om Havnebygningen og Honnørkaj er del af initiativet Nakskov 2030, der gennemføres i et partnerskab bestående af Lolland Kommune, A.P. Møller Fonden og Realdania. 

Nakskov 2030s mål er en langsigtet positiv udvikling i Nakskov, som skal være en levende og attraktiv by for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende og en stærk hovedby for hele Lolland. Initiativet bygger på grundige analyser og på udviklings- og investeringsplanen ’Nakskov 2030’, som er vedtaget i Lolland Kommune i 2019. 

Nakskov 2030 koncentrerer udviklingen tre steder: I bymidten, på havnen og omkring Hestehoved og fjorden. Her skal en række konkrete projekter tilsammen skabe bedre byrum og nye oplevelser med udgangspunkt i områdets særlige kvaliteter: Den historiske bymidte, den rå industrihavn og den trygge og rolige Nakskov Fjord.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11