23948sdkhjf

Fynsk maskinhandler går nu efter entreprenørerne

På en industrigrund i Middelfart kører entreprenør Andreas Berg rundt i en fabriksny 11 tons New Holland-gummihjulslæsser, som han bruger til at flytte grus med. Det er en demomodel, som Kragmann A/S har stillet til rådighed for sine kunder.

Normalt arbejder Kragmanns kunder i landbruget, hvor forhandleren fra Middelfart er kendt som specialist inden for et bredt udvalg af landbrugsmaskiner, bl.a. mejetærskere. Kragmann er full-line-leverandør af New Holland og Kvernelands produktprogrammer.

I slutningen af 2019 opkøbte virksomheden Maskinpartner i Vejle for at få bedre fodfæste i Jylland, så forhandleren nu dækker hele landet, og der er salg af reservedele både i Vejle og Middelfart. Serviceafdelingen er med årene udbygget, så den nu tæller 12 udekørende servicemontører og 41 medarbejdere i alt. Kragmann har styr på økonomien og har haft sorte tal på bundlinjen 49 år i træk.

Ny afdeling

Sidste år gik Kragmann i gang med at udvide med det nye forretningsområde, entreprenørmaskiner.

Til at udfylde opgaven har forhandleren ansat to sælgere. Det er Rasmus Juul Jensen og Johnny Lauritzen. Sidstnævnte har tidligere været hos Wacker Neuson og Maskinhuset.

- Det er en stærk og støjsvag model sammenlignet med andre fabrikater, jeg har prøvet. Den kører godt, den er sådan lidt overskudsagtig, og så har den en god kontravægt, så den ikke tipper, siger Andreas Berg fra Bergs Graveservice i Stenderup, der ligger syd for Horsens.

Ny serie af maskiner

Andreas Berg har endnu ikke besluttet, om han vil udvide sin maskinpark med New Holland-gummigeden eller ej.

Gummihjulslæsseren fra New Holland indgår i en ny serie på otte forskellige modeller fra fem tons og op til 20 tons. 11 tons-modellen har 144 hk, forlænget læsseramme (læssehøjde 4,1 m), centralsmøring, bakkamera og Volvo hurtigtskift.

- Det er en allround-model, som passer perfekt til forskellige serviceopgaver på byggepladsen, siger Johnny Lauritzen.

Ud over gummihjulslæssere dækker programmet af maskiner fra New Holland en serie af minigravere fra 2 til 6 tons, teleskoplæssere og rendegravere.

New Holland er egentligt et mærke primært beregnet for landbruget.

Og tilmed et af de allerstørste i verden.

I Danmark repræsenteres maskinerne af CNH Industrial, der er ansvarlig for distributionen af Case og New Holland. Som importør er det firmaet Lyngfeldt A/S, der sørger for salget af New Holland maskinerne, og her er det så firmaet Kragmann, der er distriktsforhandler af New Holland i områderne Fyn og det sydlige Jylland.

Kan overlappe

- Der kan godt være et vist overlap af kundesegmenter. For eksempel er der en række maskinstationer i Danmark, som udfører entreprenørarbejde, siger marketingansvarlig i CNH Industrial, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hos Kragmann mener man, der er mange muligheder for både gummihjulslæssere og minigraverne i entreprenørsektionen.

- Det er altid spændende at være med til at opbygge noget nyt. Vi har nogle gode og konkurrencedygtige maskiner, så fundamentet er i orden. Nu handler det om, at vi skal ud og gøre os synlige på markedet. Vi kommer til at køre mange kilometer på landevejen den næste tid, pointerer Johnny Lauritzen.

Han mener klart, at der er noget at gøre, når det gælder entreprenørmaskinerne.

- Der er fint plads til os, for behovet for de typer af maskiner, vi her kan tilbyde, er stort. New Holland er formentligt verdens største brand. Vi har nu et rigtigt godt setup til også at dække entreprenørerne med disse maskiner, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093