23948sdkhjf

Danske skovejere lander tredje rekordresultat i træk

Med et resultat før skat på 20,5 mio kr. blev 2020 ikke bare et rekordår for de danske skovejeres handelsselskab DSHwood men tredje rekordår i træk for selskabet, der i 2018 satte gang i en turnaround.

– Vi er alle meget tilfredse med årets resultat, og vi er rigtig glade for den udvikling, som virksomheden har været igennem de seneste tre år, udtaler adm. direktør Rasmus Grønborg Bak i en pressemeddelelse.

De 20,5 mio. kr. er mere end en fordobling af 2019's resultat, mens bruttofortjenesten i samme periode voksede fra 34,4 til 41,5 mio. kr.

DSHwood

DSHwood handler med alle former for råtræ, biomasse og savet træ fra de europæiske skove. Moderselskabet DSHwood A/S ligger i Fredericia med datterselskaber i UK, Tyskland, Frankrig og Indien.

Organisationen beskæftiger 45 ansatte fordelt i 8 lande.

Selskabet er 100 procent ejet af Dansk Skovforening, de private skoves brancheorganisation. Formålet er at skabe en optimal afsætning af træ fra de private skove.

– I starten af 2018 igangsatte vi en turn-around af hele virksomheden. En stor del af vores produkt er markedskendskab og people business. Vi har derfor i hele processen fokuseret og investeret i organisationen, forklarer Rasmus Grønborg Bak, der også fremhæver kombinationen af nye og gamle medarbejdere som afgørende for selskabets fremgang.

– Organisatorisk har vi aldrig stået så stærkt som nu. Der er så meget energi i hele DSHwood, at vi allerede er i gang med at implementere en ny strategiplan, som skal øge væksten her i 2021, hvor vi forventer tocifrede vækstrater, lyder det fra direktøren.

Har udnyttet potentialet

Ifølge Rasmus Grønborg Bak kan en stor del af sidste års succes tilskrives de store mængder nåletræ, der er ramt af billeangreb i Centraleuropa – og ikke mindst DSHwoods evne til at håndtere de store volumener.

– Det enormt store udbud fra Europa har mødt en tilsvarende stor efterspørgsel på flere markeder i Asien. Vi har samtidig haft mulighed for at flytte rundt på interne ressourcer, så vi har kunnet udnytte det store potentiale i Centraleuropa. Samtidig er vi lykkedes med implementering af ny software, hvilket har gjort det muligt, at håndtere langt større volumener end tidligere, lyder det.

Og netop den fintunede evne til at håndtere store volumener forventer direktøren, at træhandelsselskabet, der har hovedkontor i Fredericia, vil få ekstra meget glæde af de kommende år, hvor væksten forventes at fortsætte.

– Vækstplanerne er blandt andet baseret på datterselskabet DSHwood UK Limited, med kontorer i henholdsvis det østlige og vestlige Skotland samt i England og Wales, forklarer Rasmus Grønborg Bak og fortsætter:

–De store tilplantninger som blev foretaget i UK i 70erne og 80erne har betydet, at der i de kommende årtier kommer store volumener på markedet. Med vores mangeårige tilstedeværelse på de europæiske og asiatiske salgsmarkeder er det helt naturligt, at DSHwood er en central aktør på dette marked. I løbet af 2021 planlægger DSHwood desuden at opstarte to nye forretningsområder samt at indtræde på en række nye salgsmarkeder.

DSHwood A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 41,5 34,4
Resultat før finansielle poster 22,5 12,2
Resultat før skat 20,5 9,6
Årets resultat 13,3 5,0
Balancesum 147,2 80,1
Egenkapital 35,2 22,5
Gns. antal ansatte 41 45
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094