Sjællandsk installatør på opkøb i Nordsjælland
Installationsvirksomheden SIF Gruppen har opkøbt el-installatøren Elektas i Lynge vest for Farum, som et led i generationsskifte. Overtagelsen skete officielt den 1. april, oplyser SIF Gruppen i en pressemeddelelse.
Med købet følger Elektas cirka 17 medarbejdere, som fortsætter under samme ledelse med Richard Østergaard som adm. direktør i virksomheden. Han har stået i front siden starten i 1987 og har været eneejer, fremgår det af Det Centrale Virksomhedsregister. Medarbejderne vil efter ejerskiftet også fortsat have deres daglige gang på kontoret i Lynge.
– Det er med stor respekt for virksomhedens mange års erfaring og respekt for det gode håndværk, at vi har opkøbt Elektas, udtaler Lars Mejlby, adm. direktør SIF Gruppen i forbindelse med opkøbet.
Foruden en endnu stærkere tilstedeværelse i Storkøbenhavn skal opkøbet tilføre yderligere kompetencer inden for SIF Gruppens strategiske udvikling, med fokus på service, entrepriser, ABA, certificeret netværk og datainstallationer, herunder systimax.
mio. kr. | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 21,4 | 9,2 |
Resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) | 11,6 | 15,7 |
Resultat før skat | 11,4 | 0,0 |
Årets resultat | 8,9 | 0,0 |
Aktiver i alt | 19,1 | 4,4 |
Egenkapital | 9,9 | 0,9 |
Gns. antal ansatte | 19 | 18 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2020. |