23948sdkhjf

Pumpestation skal fortælle historien om Lammefjorden

Audebo Pumpestation i Odsherred skal være et besøgs- og formidlingssted, som fortæller historien om inddæmningen af Lammefjorden.

Pumpestationen skal give en forståelse af landskabet omkring Geopark Odsherred, hvor det menneskeskabte landskab indgår som en naturlig del i samspillet med det geologisk skabte.

Samtidig er området ved Lammefjorden kendt som hele Danmarks køkkenhave, der leverer grøntsager til det nye nordiske køkken.

- Samspillet mellem menneske og natur ved Lammefjorden synliggør menneskets trang til at skabe forandring og bedre vilkår for overlevelse på et særligt sted - samtidig er selve pumpestationen en bygning med kulturhistorisk værdi - vi glæder os over, at vi nu er et skridt nærmere realiseringen af et besøgs- og formidlingssted for alle, udtaler formanden for Lammefjordens Historiske Forening, Bente Eskesen, i en pressemeddelelse.

Dæmning, pumpestation og det smukke landskab ved fjorden udgør tilsammen et besøgssted.

Inddæmningen af Lammefjorden var en storstilet bedrift i sidste halvdel af det 19. århundrede og et udfordrende kulturteknisk projekt, da inddæmningen hører til verdens dybeste - 7,5 meter under havniveau.

På Audebo Pumpestation skal afholdes forskellige arrangementer - for eksempel foredrag, teater, koncerter, udstillinger samt større møder og konferencer.

Pumpestationens lokaler, herunder en café, vil også kunne lejes til møder, seminarer, private fester m.m. Stedet vil samlet set være en inspirerende ramme - inde som ude - om for eksempel kommunale begivenheder og events for større virksomheder.

Industrielt værk

Realdania støtter projektet med 3,8 mio. kr. - blandt andet så det bliver muligt at restaurere og nyindrette den originale, bevaringsværdige pumpestation fra 1874 som et fint eksempel på et industrielt arkitektonisk værk fra historicismen inspireret af italiensk renæssancestil

Projektet har desuden fået støtte fra det lokale erhvervsliv, som inden for det sidste halve år alene har bidraget med over 200.000 kr.

Der er desuden stor opbakning fra politikere og kulturelle institutioner i Odsherred og Holbæk.

Lammefjordens Historiske Forening arbejder målrettet på at søge fondsmidler, så fejring af 150-året for inddæmningen i 2023 kan markeres med en tidsplan for realisering af projektet Audebo Pumpestation - Fra vand til land. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11