JFP vinder stor udbygning af Oksbøl Kaserne
JFP a/s er udpeget som vinder af en omfattende udbygning af Oksbøl Kaserne. Udvidelsen er en del af et samlet projekt under navnet Modernisering af Hærens Mandskabs- og Materielfaciliteter og omfatter 8.300 kvm. mandskabs- og garagebygninger samt 25.000 kvm udendørsareal mv.
Det skriver JFP i en pressemeddelelse.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er bygherre, og i 2018 blev det besluttet at oprette 240 nye stillinger. Det har fordret ekstra lokaler og faciliteter, og derfor igangsættes projektet. Der udføres sammen med udbygningen miljøsanering og nedbrydning af to eksisterende bygninger.
De nye mandskabsfaciliteter indeholder briefingrum, pudsestue, omklædning, badefaciliteter, depotrum, toiletter samt teknikrum, og der skal anlægges 10.000 kvm befæstet parkeringsanlæg, 11.000 kvm. belægning og 4.000 kvm grønt areal.
God organisering
- Vi er meget glade for at have vundet ordren. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er en attraktiv og professionel samarbejdspartner, som vi ser meget frem til at samarbejde med, siger Jesper Friis Poulsen, CEO hos JFP a/s.
JFP blev ud over at tilbyde den bedste pris valgt på baggrund af en god proces og organisering af projektet. Der er fremhævet flere forhold som f.eks. fælles projektgennemgang og opstartsworkshop, en grundig beskrivelse af mødestrukturen, inddragelse af underentreprenører i forbindelse med procesplanlægningen, fokus på arbejdsmiljø og en robust og enkel organisering med klare kommunikationsveje. JFP’s datterselskab, JFP Murer & Tømrer skal udføre beton- og elementmontagen.