Stilladsfirmaer satser på synergier
Dansk Stillads Service A/S har overtaget Aalborg Stilladser ApS, og sidstnævnte har blandt andet stærke kompetencer indenfor industristilladser.
Samtidig har Dansk Stillads Service for halvandet års tid siden overtaget et andet mindre stilladsfirma i Aarhus, som også har store kompetencer.
Dermed ser Troels Kæmpegaard Byberg, partner i Dansk Stillads Service A/S en stor mulighed for synergieffekter i det nye samarbejde i Aalborg.
- Det er ikke sådan, at vi faktisk har været på udkig efter et opkøb i Aalborg. Det er egentligt den anden vej rundt, men når det skal være, så ser vi et perfekt match mellem vore to virksomheder, netop fordi Aalborg Stilladser har en meget stor ekspertise indenfor industrien, som vi kan bruge andre steder også, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.
To segmenter
Han forklarer at man gerne vil begge dele, altså være stærke i industrien og i byggeriet, men at det er to forskellige typer af arbejde, og kræver helt specielle kompetencer.
- Kompetencerne har de i Aalborg Stilladser, og det er et veldrevet firma, som vi tror på, så det skal nok gå, siger han.
I Aalborg Stilladser forklarer ejer og direktør Kim Johansen, der i øvrigt fortsætter som direktør i det nye setup:
- Vi er jo et væsentligt mindre firma med ca. 25 mand i beskæftigelse, men vi har nogle meget dygtige folk, og nogle specialkompetencer. Der hvor vi er mindre stærke, er på de mange forskellige certificeringer, der kræves nu om dage, men det kan de altsammen i Dansk Stillads Service, så derfor synes jeg, det er et supergodt match, siger han.
En drøm om at sejle
Kim Johansen er 59 år, og fortsætter som direktør. Han tilføjer:
- Jeg går og rumler med nogle planer om at sejle langt i min sejlbåd engang, men indtil videre synes jeg stadig det er sjovt at gå på arbejde, og jeg vil gerne se virksomheden vokse ind i Dansk Stillads Service og understøtte medarbejderne, så de bliver sluset ind på en fornuftig måde, siger han.
Store i industrien
Begge virksomheder har en fod indenfor i industrien, og de har derfor begge kompetencer på feltet.
Eksempelvis arbejder Aalborg Stilladser en del på Aalborg Portland, hvor næsten alle medarbejdere lige i øjeblikket er tilknyttet, fordi man arbejder på et ovnstop. Det betyder at når Aalborg Portland midlertidigt stopper produktionen i en af deres ovne, så skal der stilladser op for at servicere ovnen og rense den til genopstart.
- Vore folk kender det lige så godt som Aalborg Portland selv, og de ved præcis hvordan stilladserne skal bygges op. Det er en viden, der er bygget op over mange år, siger han.
De to parter har forhandlet i tre måneder, og har begge fundet ud af, at man deler de samme værdier, når det gælder segmenter, kunder, service og kvalitet.