23948sdkhjf

Bricks udvider direktionen og præsenterer ny strategi

Lene Lange indtræder fra den 1. februar 2021 i direktionen hos Bricks, skriver ejendomsudvikleren med base i Aarhus i en pressemeddelelse. 

Hun kommer til at spille en central rolle i en strategisk kursændring, der indebærer, at Bricks i stigende grad vil involvere eksterne samarbejdspartnere i sine projekter. 

– Vi tager et første men helt afgørende skridt fremad, når vi nu udvider direktionen med Lene Lange. Og vi glæder os meget til, allerede i de kommende måneder, at præsentere de første konkrete projekter, som nu bliver en realitet, siger Martin Busk, der sammen med Philip Foss hidtil har udgjort direktionen i Bricks, i pressemeddelelsen. 

Gennem sin karriere har Lene Lange, som både advokat og leder i en række virksomheder, arbejdet med såvel komplekse kontrakter, implementering af strategiske projekter som HR-administration og -udvikling.

Blå bog: Lene Lange 

Har været advokat i knap 20 år, men forlod for et par år siden advokatbranchen for at gå all-in på ledelse (hun afsluttede i 2018 en Executive MBA). 

Hun har mere end 15 års erfaring med personaleledelse fra stillinger som

  • Vice President, Legal & Human Ressources hos Terma
  • Direktør hos Advokatfirmaet Delacour
  • Partner og afdelingschef hos Lett/DLA Piper
  • Executive Vice President Skamol. 

Hun sidder i en række bestyrelser, blandt andet: Sund & Bælt Holding A/S, Nordic Waste A/S og Aarhus Jazz Orchestra.

– Rigtig mange i og omkring byggebranchen kender Lene Lange og ved hvilke kompetencer hun besidder, ikke mindst når det gælder komplekse entrepriseprojekter, infrastrukturprojekter og OPP-projekter. Og samtidig formår hun at finde løsninger, drive projekterne fremad og binde alle elementer sammen i en større helhed, lyder Martin Busks rosende ord om det nyeste ansigt ved ledelsesbordet.

Byggerier skal bidrage til omgivelserne

Målet er, at Bricks skal udvikle og skabe bæredygtige projekter, som i højere grad bidrager positivt til de lokalsamfund og mennesker, der skal leve i og omkring de nye byggerier. Derfor vil de fleste projekter fremadrettet blive til i samarbejde med eksterne finansielle partnere og med involvering af kulturelle, filantropiske og kreative aktører, oplyser Bricks.

I denne nye strategi bliver Lene Lange med sin baggrund og sit netværk en helt central spiller i takt med, at udvikleren sætter nye projekter i gang:

– Og hun kommer til at være det tredje ben i direktionen, som vil supplere Philip og jeg, så vi kan fokusere endnu stærkere på de områder, hvor vi har vores styrker, siger Martin Busk i pressemeddelelsen.

Lene Lange tiltræder i en nyetableret stilling som COO og vil foruden juridiske forhold omkring de mange byggeprojekter også få ansvaret for HR, organisationsudvikling og strategimplementering.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093