Trods corona: Flere ansatte i byggeriet
2020 trak tænder ud på os alle på den ene eller den anden måde. Men trods usikkerhed i løbet af året med pandemi hængende over hovedet har byggebeskæftigelsen det nu bedre end før. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Byggebeskæftigelsen steg med 2,3 pct. fra 177.200 personer i tredje kvartal til 181.200 personer i fjerde kvartal. Over hele året var der en stigning på 900 beskæftigede i byggebranchen sammenlignet med 2019.
- Det er ganske enkelt imponerende og viser at byggesektoren er kommet meget stærkt igennem coronakrisens første fase. Til sammenligning ventes den samlede private beskæftigelse at falde med ca. 25.000 personer i 2020, bemærker cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar til udviklingen.
- Det er ganske specielt, at byggeriet er den sektor, der har klaret sig bedst igennem krisen indtil videre. Under de seneste store økonomiske krise er byggeriet ellers blevet meget hårdt ramt med kraftige fald i produktionen og beskæftigelsen. Byggeriet siges normalt at være en af de mest konjunkturfølsomme brancher i dansk økonomi, fortsætter han.
Også Torben Liborius, underdirektør i DI Dansk Byggeri, noterer sig den positive udvikling.
- Tallene for beskæftigelsen understreger, at der er god aktivitet og fortsat fremgang i bygge- og anlægsbranchen. Når der er fart på byggepladserne, spreder det sig som ringe i vandet til andre brancher i samfundet. For hver gang der skabes to job i byggeriet, giver det som afledt effekt cirka ét job i andre brancher som f.eks. transport, industri, handel eller rådgivning, siger han.
Hjulpet på vej af corona
Tore Stramer peger på, at coronakrisen faktisk har en del af fortjenesten for, at det ser så sundt ud for byggesektoren.
- Boliginvesteringerne er generelt steget pænt i gennem 2020, hvor der både har været fremgang i nybyggeriet og hovedreparationerne. Den stærke udvikling på boligmarkedet, hvor vi har set stigende priser og et højt antal handler, har også understøttet boliginvesteringerne. Dertil har danskerne valgt at bruge flere penge på ting til hjemmet samt boligforbedringer i stedet for fx en rejse eller restaurantbesøg mv. Investeringerne i de almennyttige boliger, bl.a. som følge af Grøn boligaftale 2020, har også givet et løft til boliginvesteringer, skriver han.
Både Tore Stramer og Torben Liborius vurderer, at 2021 bliver et endnu stærkere år for byggeriet pga. aftaler mellem regeringen, regionerne og kommunerne, som bl.a. øger investeringer i almene boliger, løfter niveauet for anlægsinvesteringer og sætter fokus på grønne investeringer i industri, energi og affald.
- Nu blev der samtidig vedtaget en udvidelse af boligjobordningen i finansloven for 2021. Det vil give et rygstød til både servicebranchen og byggeriet alt imens andre dele af erhvervslivet endnu en gang er underlagt restriktioner. Udvidelsen af boligjobordningen er med til at stimulere forbruget i denne svære tid, og samtidig udgør ordningen en lille men vigtig del af en grøn genstart. Det er der brug for, siger Torben Liborius.