23948sdkhjf

Ny Dinesen-direktør vil strømline og sætte strøm til processerne

Efter 122 år som ejerledet virksomhed har den familieejede plankeproducent Dinesen overladt direktørstolen til en ung mand med et andet efternavn, 35-årige Dennis Stokholm. En ny direktør, der efter små ti år i virksomheden indvarsler et paradigmeskift, men forsikrer, at familiens værdier fortsat vil være pejlemærke i hverdagen.

Dennis Stokholm understreger, at der med den nye post følger at stort ansvar, som han vil gøre sit til at løfte.

– Jeg føler mig enormt privilegeret og går meget ydmygt til opgaven, særligt fordi jeg ikke har bevist mit værd i en tilsvarende stilling, så derfor er jeg opmærksom på, at læringskurven bliver mere stejl, og jeg får behov for at løbe stærkere i en periode, forklarer han.

Og den nye direktør er ikke i tvivl om, hvilken retning han ønsker at løbe i.

– Jeg tror rigtig meget på tillid, åbenhed, struktur og processer. Jeg vil blandt andet arbejde på, at vi bliver langt mere datadrevne og får sat strøm til processerne, så vi kommer til at arbejde smartere, lyder det.

Dog er der også ting, den nye direktør ikke har nogen intentioner om at ændre på.

– Værdierne kommer jeg til at holde godt fast i. Det har altid været vigtig for familien, at man holder, hvad man lover, og at man gør sig umage og er omhyggelig. Det er værdier, jeg sætter stor pris på, og som bliver afgørende for min måde at føre virksomheden videre på, fastslår Dennis Stokholm.

Kender alle hjørner og kroge

Den nye Dinesen-direktør har i små ti år haft sin hverdag hos plankeproducenten, hvor han senest har haft rollen som Operations Director.

– Man kan godt sige, jeg er vokset op i Dinesen, for det er stort set hele min professionelle karriere, jeg har brugt her, fortæller Dennis Stokholm, der overtog direktørstafetten ved årsskiftet.

Således har den nye direktørs hidtidige karriere hos plankeproducenten budt på en bred vifte af opgaver i alle hjørner og kroge af organisationen, og Dennis Stokholm takkede også ja til tilbuddet om at stå i spidsen, da Dinesen i 2014 startede et søsterselskab, der skulle tage sig af gulvlægning.

– Det blev lukket ned igen, da vi valgte at fokusere på hovedforretningen, men det gav mig blod på tanden og erfaring med at lede en virksomhed – om end i en noget anden skala, fortæller Dennis Stokholm.

Det krævede således heller ikke megen overvejelse, da Thomas Dinesen for et par år siden spurgte, om han kunne være interesseret i at føre familievirksomheden videre.

– Der er ingen tvivl om, at det er et stort skridt og en stor opgave, som kræver hårdt arbejde. Men jeg siger sjældent nej til en spændende udfordring, og da Thomas spurgte, om jeg ville overtage, så jeg det som en enorm tillidserklæring. Derfor var beslutningen ikke vanskelig for mig, forklarer den nyslåede direktør.

Mod en mere professionel og digital organisation

Det var dog ikke udelukkende Dennis Stokholms gåpåmod, der lå til grund for ja’et.  

– Det er selvfølgelig også, fordi det er en fantastisk virksomhed med nogle stærke værdier og nogle virkelig lækre produkter, som jeg ser et kæmpe potentiale i at professionalisere, forklarer Dennis Stokholm og peger på Dinesens mangeårige historie som familieejet og -drevet.

– Passion og entreprenørånd har været drivkraften, som har bragt Dinesen til det niveau, vi har i dag. Jeg ser et enormt potentiale i at kombinere dette stærke fundament med en strategisk professionalisering af driften, forklarer han og fremhæver blandt andet virksomhedens ERP-system, der efterhånden er 20 år gammelt.

– Det er blandt andet hele den digitale rejse og det at arbejde smartere, vi skal i gang med – det kræver først og fremmest at vi får helt styr på strukturen og processerne, og det er noget af det, jeg står for, uddyber Dennis Stokholm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094