Svensk gør-det-selv-succes får dansk ejer
Kapitalfonden Polaris har overtaget Skånska Byggvaror med 100 ansatte og en årlig omsætning på 430 mio. SEK.
Skånska Byggvaror er grundlagt i 1965 og har siden udviklet sin egen model med et mindre, egenproduceret byggevaresortiment. Virksomheden er vokset kontinuerligt og opnåede i 2011 en omsætning på 430 mio. SEK.
Konceptet skal gøres internationalt
Skånska Byggvaror har med tiden udviklet sig fra at være et klassisk postordre-foretagende til i dag at fremstå som en moderne, e-handelsvirksomhed med den 15. største webbutik i Sverige.
- Gennem videreudvikling af det eksisterende forretningskoncept, herunder udvidelse af sortiment, antallet af showrooms og geografisk spredning, ser vi et fortsat vækstpotentiale i virksomheden. Planen er at gøre Skånska Byggvaror til en international virksomhed og samtidig skabe øget synlighed I Sverige, udtaler Peter Ankerst fra Polaris.
Hos den nuværende ejer, Blomco AB, ser Anders Blomkvist frem til det kommende samarbejde med den nye storinvestor:
- For Skånska Byggvaror er det på tide at tage det næste skridt og udnytte de muligheder, som dette forretningskoncept har skabt grundlaget for. Polaris har en god indsigt i virksomheden og har præsenteret en forretningsplan, som vi tror på, siger han.
Både ledelse og den øvrige organisation fortsætter hos Skånska Byggvaror i det nye setup.