Første råhus er færdigt i bindeled mellem SDU og universitetshospital
På byggepladsen mellem Syddansk Universitet og det kommende nye universitets hospital, Nyt OUH, er det første råhus i det nye fakultetsbyggeri færdigt.
MT Højgaard har entreprisen for byggeplads og råhus, der er under opførelse nu, skriver Vejdirektoratet, som er bygherre på projektet, i en pressemeddelelse.
Råhuset er den ene af seks bygninger i byggeriet af SDU Sund, der skal forbindes med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH, så universitet og hospital kædes tæt sammen.
– Med det færdige råhus er vi rigtig godt på vej i den sydlige ende af byggepladsen. Det er her vores byggeri skal bygges sammen med det nye universitetshospital. Det er her universitet og hospital mødes, siger Per Seidelin, projektchef i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.
Fakta: SDU Sund
SDU Sund er en ny fakultetsbygning til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
Fakultetsbygningen vil forbinde Syddansk Universitet med det nye Odense Universitetshospital, Nyt OUH.
Den nye bygning bliver 50.000 kvm.
Byggeriet af SDU Sund er opdelt i seks entrepriser. MT Højgaard har entreprisen for byggeplads og råhus, der er under opførelse nu.
– Nu er råhuset opført, og i slutningen af november begynder vi at sætte beslag op til facaden. Når vi kommer ind i december, går vi i gang med taget, tilføjer han.
Facaden bliver bygget af præfabrikerede facadeelementer. Facadeelementerne, der er 12 meter høje og cirka 1,5 meter bredde, vil blive løftet med kran og bliver hængt på de opsatte beslag. Et facadeelement vil kunne monteres på cirka 30 minutter.
Membranen på taget udlægges i december. Herefter skal taget bygges op med isolering og tagpap. Forventningen er, at råhuset vil have færdigt tag og færdig facade i februar 2021.