23948sdkhjf

En nordjysk succeshistorie

Trods krisen er byggefirmaet Jesper Thomsen A/S vokset støt og beskæftiger i dag 80 ansatte. Baggrunden er en succesfuld overgang fra parcelhuse til store projekter.
Det startede i Tyskland i 1990’erne, hvor Jesper Thomsen fra 1993 og fire år frem nåede at opføre flere end 600 parcelhuse.

Herefter gik turen hjem til Hjørring, hvor han oprindeligt var udlært tømrer, og her fortsatte firmaet med at bygge parcelhuse.

Hurtig omstilling
Da finanskrisen kom, blev fokus i stedet rettet mod de store opgaver i boligforeningerne, og det skulle vise sig at være en god strategi. Fra at beskæftige 20-30 mand gennem en årrække er Jesper Thomsen A/S vokset støt og har i dag ca. 80 ansatte på lønningslisten.

- Vi har været hurtige til at omskifte os efter skiftende tider. Men væksten skyldes også, at der er nogle dygtige og engagerede medarbejdere, siger direktør Jesper Thomsen til Nordjyske Medier.

Virksomheden kom i seneste regnskabsår ud med et mindre tilfredsstillende resultat på 82.185 kr., men det er under hele krisen lykkedes at fastholde de sorte tal på bundlinjen, og både i 2009 og 2010 figurerede Jesper Thomsen A/S på Børsens gazelle-liste.

En lokal virksomhed
Blandt de aktuelle projekter er en omfattende modernisering af Vestbyen i Hjørring, hvor firmaet har stået bag renovering af 120 lejligheder ved Troldhättanvej og netop nu er i gang med 140 lejligheder ved Keravavej og Kristiansandvej.

Hertil kommer blandt andet tømrerarbejdet på en ny akutmodtagelse ved Hjørring Sygehus og 144 ungdomsboliger i nærheden af Aalborg Universitet.

- Vi er en lokalt funderet virksomhed, og det bliver vi ved med at være. Aalborg er nok grænsen for opgaver vi byder ind på. Der tager ikke lang tid at køre til Aalborg, og jeg er glad for på den måde at skaffe mere beskæftigelse, siger Jesper Thomsen til Nordjyske.

I løbet af januar indleder firmaet byggeriet af 100 boliger på Svanelundsbakken for Boligforeningen AB, og forude venter desuden 30 boliger for en boligforening i Nørresundby og et multihus i Brønderslev.

Der er således nok at lave, og Jesper Thomsen har derfor også sat domicilet på Skovvej til salg med henblik på at samle administration, værksted og lager i nye og større rammer inden for en overskuelig fremtid.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062