23948sdkhjf

Malermestrenes direktør fejrer 25 år på en farverig post

Han er uddannet cand.polit. med fokus på finansiering og statistik og havde egentlig regnet med en karriere i det private erhvervsliv. Men på uddannelsens sidste semester opfordrede hans underviser ham til at søge en ledig stilling som økonom i Håndværksrådet (i dag SMVdanmark). På søndag - efter godt 33 år i organisationsverdenen - fejrer han 25 års jubilæum som direktør for Danske Malermestre.

Ole Draborg betegnes som direktøren for det hele - prislister, malerfaglige værktøjer, politik, økonomi og mærkesager for malerfaget. Han drives konstant af at udvikle organisationen og gøre en forskel for mestrene.

Det vidste du ikke om Ole Draborg

Arbejdede i studietiden hos IBM, hvor han blev en habil programmør
Reparerede elektronikken i sin Citroën, efter både det lokale værksted og det autoriserede havde opgivet at få bilen ud at køre
Mødte sin hustru, Trine, da han arbejdede i Bruxelles, og hun tilfældigt kom på besøg hos en bekendt
Stort familiemenneske med fire døtre, hvoraf to stadig bor hjemme
Campist gennem mange år. Trine har dog sagt stop, så nu er campingvognen blevet opmagasineret
Dyrker cross-fit og spinning seks gange om ugen – og har løbet flere maratonløb

- Mit mål for de kommende år er at samle hele malerfaget i Danmark og tydeliggøre, at vi er dem, der udelukkende varetager malerfagets interesser, siger jubilaren i en pressemeddelelse.

Varer til alle medlemmer
Da Ole Draborg i 1987 fik jobbet i Håndværksrådet, blev den afsluttende hovedopgave på cand.polit. skrevet i fritiden. Og sådan startede hans karriere i organisationsverdenen kun afbrudt af en afstikker til EU Kommissionen i Bruxelles i 1992-93.

Da han blev direktør for malermestrene i 1995, var der ingen afdelingsstruktur. Det fik Ole Draborg hurtigt ændret. Der kom både en maleteknisk afdeling, en fagretlig afdeling og en uddannelsesafdeling, så medarbejderne vidste, hvad der forventedes af dem.

- Min filosofi er, at vi skal have varer på hylderne til alle medlemmer, også dem som ikke ringer så tit. Så vi har gennem min tid som chef satset på at udvikle en lang palette af værktøjer til malerfaget, for eksempel senest et elektronisk kvalitetssikringsværktøj, som er gratis for medlemmerne, siger han.

God til pull-ups
Ole Draborgs ledelsesfilosofi er at sætte rammerne og uddelegere ansvar. Også selvom han godt kan lide at have styr på tingene og hader løse ender.

- Han er god til at samle ting op, effektuere og få ting ud over rampen. Ole holder altid, hvad han lover - og er i alle henseender altid forberedt til tænderne. Det har været en fordel, at han er akademiker, og vi ikke er helt ens. Men vi har stor gensidig respekt, siger formanden for Danske Malermestre Per Vangekjær, som han har arbejdet sammen med i over 20 år, i pressemeddelelsen.

Der er ingen i Ole Draborgs netværk, der er i tvivl om, at han er et udpræget konkurrencemenneske.

Både i jobbet som direktør og i fritiden, hvor han er et meget aktivt motionsmenneske.

- Det irriterer mig, hvis der er ting, jeg synes, vi kunne have klaret bedre i Danske Malermestre. Og det irriterer mig naturligvis - på den gode måde - når jeg ikke kan løfte helt så meget vægt som min makker til cross-fit. Men så kan jeg heldigvis lave flere pull-ups end ham, siger direktøren, der helt fra studietiden har været kendt for at splitte ting ad, for at se, hvordan det fungerer. Aktuelt har han kastet sig ud i et forsøg på at reparere elektronikken i hans robotplæneklipper.
Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094