”Det sidste brokvarter”
Arkitekterne Flemming Rafn Thomsen og Ole Schrøder har vundet konkurrencen om en omdannelse af Sankt Kjelds Plads på ydre Østerbro i København.
I Danmark har de unge europæiske arkitekter haft chancen for at byde ind på projekter i Rødovre, Allerød og København, og i forbindelse med sidstnævnte var det arkitekterne Flemming Rafn Thomsen og Ole Schrøder, der løb med førstepræmien.
Byplanlægning skal ikke kun handle om prestigebyggerier
Vinderforslaget omdanner Sankt Kjelds Plads på ydre Østerbro til et stort ’fællesrum’, hvor forskellige typer af trafik og aktiviteter kan integreres. Med inspiration hentet fra dannelsen af det danske landskab i istiden foreslår vinderteamet en detaljeret biotop-strategi, hvor regnvand opsamles i små søer, der skaber attraktioner som ”Dødisen” og ”Biotop” på den nye plads.
For de to unge arkitekter har det således været klimaforandringerne, der har dannet udgangspunkt for udviklingen af fremtidens byliv i det københavnsk brokvarter.
For teknik- og miljøborgmester i København, Ayfer Baykal, har det været vigtigt, at et område som Skt. Kjelds Kvarter er omdrejningspunktet i Københavns Kommunes deltagelse i Europan – fordi det sender et signal om, at nytænkende arkitektur og byplanlægning ikke kun skal handle om prestigebyggerier. Om det vindende projekt siger hun:
- Vi har fået et vinderforslag, der viser nogle smukke, nytænkende og realistiske måder at arbejde med klimatilpasning på i byen. Det skal vi lade os inspirere af og bruge, når vi inddrager områdets beboere i projektet med at skabe en ny Skt. Kjelds Plads.
Realiserbare projekter
I alt 97 arkitektteams fra hele Europa har indleveret forslag til den danske del af Europan 11 konkurrencen; heraf 36 forslag til Allerød, 37 til København og 24 forslag til Rødovre. To tredjedele af de indleverede forslag kommer fra udlandet.
De tre danske kommuner har brugt Europan til at få belyst nogle lokale bymæssige problemstillinger ved at invitere Europas unge arkitekter til at komme med nye og innovative bud på at finde nye potentialer i en række helt almindelige hverdagsrum.
- De tre konkurrencegrunde repræsenterer nogle universelle problemstillinger, som kan genfindes i mange europæiske byer. Vi har valgt tre vinderprojekter der ikke bare er velløste men også realiserbare. De viser en kvalitativ evolution snarere end en revolution af de københavnske byrum og forstæder. Vi er sikre på, at der står tre fagligt stærke teams bag vinderprojekterne og glæder os til at følge det fortsatte proaktive arbejde med at få forslagene realiseret, siger formanden for juryen, arkitekt Andreas Klok Pedersen.
Vinderne i konkurrencen modtager 12.000 Euro, mens andenpræmievinderne modtager 6.000 Euro. I de kommende måneder vil kommunerne undersøge, hvordan et samarbejde mellem dem og vinderne kan udmønte sig. De præmierede projekter udstilles i de tre kommuner i starten af det nye år.
Læs også: Sleth Arkitekter vinder international pris for ny Islev-identitet og Islandsk/dansk team bag byfornyelse i Allerød
Læs mere om alle ni præmierede projekter på www.europan.dac.dk