23948sdkhjf

Sleth Arkitekter vinder international pris for ny Islev-identitet

Den danske tegnestue vandt torsdag førsteprisen i konkurrencen om en ny bydelsplan til Rødovre Kommune. Projektet indgår i den internationale Europan-konkurrence.
Sleth Arkitekter, med arkitekterne Søren Leth og Rasmus Therkildsen i spidsen, løb torsdag aften med en af førstepræmierne i den prestigefyldte, internationale arkitektkonkurrence Europan.

Konkurrencen løber af stablen hvert andet år og er for unge arkitekter under 40 år. Sleth vandt for en ny bydelsplan til Rødovre Kommune, nærmere betegnet Rødovre-bydelen Islev.

Tegnestuens forslag omdanner en central vejstrækning til en levende, åben og social strækning, der tilfører hele bydelen en ny identitet. Et nyt byrum som dommerpanelet roste for at være originalt, smukt og karakterfuldt ved hjælp af få midler.

Passion for byplanmæssige udfordringer
Når Sleth valgte at byde ind på netop Rødovre Kommunes projekt – både Rødovre, Allerød og Københavns Kommuner udskrev i år konkurrencer i Europan-regi – var det fordi opgaven rummede netop de arkitektoniske og byplanmæssige udfordringer, som tegnestuen er specialister i og brænder for at løse:

- Vi satte os for at diskutere kvaliteterne i forstæder som Rødovre og dernæst undersøgte vi potentialerne. Det ledte frem til forslaget Islev:ID, som kort fortalt går ud på at bygge videre på nogle af de centrale kvaliteter i Islev. Vores drøm er, at en række tiltag langs et bestemt gadeforløb i Islev på sigt omdannes til et socialt fokuspunkt hvor man mødes, opholder sig, går til aktiviteter eller køber ind. Et sted man er stolt af og bruger aktivt, siger partner Søren Leth og fortsætter:

- Vi er meget glade for at have fået lov at kaste os over denne opgave og stolte over, at det nu har ført til Europan-førsteprisen. Det er en konkurrence, som vi sætter en stor ære i at deltage i, fordi den inviterer til at tænke i nye baner og udfordre det eksisterende inden for byer, byrum og arkitektur.

Sleth er langt fra novicer, når det gælder om at gen-planlægge og omdanne eksisterende by- og industriområder samt forstæder til levende, funktionelle og arkitektonisk indbydende bydele. Tegnestuen har bla. været med til at udarbejde strukturplanen for Københavns Nordhavn og er pt i fuld gang med at tegne den nye Københavner-bydel, ligesom tegnestuens arkitekter og planlæggere netop nu er travlt optaget med at udvikle et kæmpemæssigt havne- og industriområde i den nordfranske by Caen til en vækstfremmende og levende bydel.

Langtidsholdbart projekt
Sleths vinderprojekt skal ikke realiseres med ét slag, men er tænkt som et forslag, der kan realiseres over en årrække på fx 10 eller 20 år. Og det er ifølge Europans dommerpanel netop en af styrkerne i forslaget:

- Dommerkomiteen er overbevist om, at teamet bag forslaget har vist en præcis forståelse af det meget sammensatte områdes særlige potentiale. Forslaget er en robust og fleksibel strategi for den langsigtede udvikling af Islev og rummer forførende konkrete ideer, der på kort sigt kan kickstarte en udvikling af byrummet langs Islevbrovej, lyder det blandt andet fra dommerpanelets bedømmelse.

Byer over hele Europa har hvert andet år mulighed for at udskrive hver deres arkitekt-konkurrence i Europan-regi. I år blev der således udskrevet tre separate Europan-konkurrencer i henholdsvis Rødovre, København og Allerød Kommuner. Konkurrencerne blev udskrevet i samarbejde med Europan-sekretariatet, Dansk Arkitektur Center (DAC), Akademisk Arkitektforening og Kulturministeriet.

Alle tre vindere blev kåret i går aftes. Læs om de øvrige projekter her på Building Supply senere i dag.

Læs også: ”Det sidste brokvarter” og Islandsk/dansk team bag byfornyelse i Allerød

Læs mere om alle ni præmierede projekter på www.europan.dac.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079