Truende konkurs: Rekonstruktion skal redde byggefirma
Tømrerfirmaet Golding Byg ApS i Moesby ved Pandrup kæmper imod konkurs. Virksomheden er insolvent og kan ikke længere betale sine udeståender. Derfor er der sat gang i en rekonstruktionsbehandling for at få firmaet på fode igen, skriver Nordjyske.dk.
Golding Byg ApS har 32 ansatte er ejet af Jens Christian Golding, som også er viceborgmester i Jammerbugt kommune, og hans søn Anders Christian Golding.
Advokat Hans Peter Storvang, fra advokatfirmaet Hovmøller & Thorup i Aalborg, er rekonstruktør og dermed manden, der står i spidsen for rekonstruktionsplanen. Efter de første blik i bøgerne er hans oplæg, at kreditorerne ikke kan sætte næsen op efter mere end 35 pct. af det, Golding Byg skylder. Og det skulle alle kreditorer, reknstruktør har været i kontakt med, også være klar på.
Udover rekonstruktøren gennemgår en revisor, en regnskabskyndig tillidsmand for kreditorerne, regnskabsmaterialet og udarbejder et nyt.
Den økonomiske misere i det nordjyske byggefirma skyldes bestemt ikke, at medarbejderne ikke har nok at lave. Tværtimod.
Mange årsager til det økonomiske uføre
Problemerne hænger dels sammen med stor vækst, som har presset både likviditeten og organisationen i takt med, at entrepriserne er blevet flere og større. Dels har firmaet ikke været i stand til få faglært arbejdskraft nok til de mange opgaver.
- Derfor måtte firmaet ud og indgå aftaler med underleverandører. Man har haft en mindre del af eget arbejde i entrepriserne. Golding Byg ApS tjente derfor ikke selv nok på de ordrer, de fik ind. Det har, kan jeg se, været et gennemgående problem i en del år, forklarer Hans Peter Storvang til Nordjyske.
Vejrguderne har heller ikke været med Golding Byg. De voldsomme regnmængder i efteråret og vinteren 2019 betød ekstra omkostninger.
Og var det ikke nok kom så Coronakrisen i år. For det nordjyske byggefirma betød det udskudte ordrer, så man så sig nødsaget til at sende folk hjem.
- Da de kom ud af nedlukningen på grund af coronakrisen, kunne de ikke følge med. Når man så skal prøve at rette op på det og vil aflevere til tiden, hvad gør man så? Man bruger underentreprenører - og er dermed tilbage ved det gamle problem, siger Peter Storvang.
Bliver klogere den 17. september
Nu er der til gengæld fart på på byggepladserne, hvor der arbejdet på at afslutte entrepriser og dermed sikre penge til kreditorernes akkorder.
Kreditorerne skal ved et møde i Skifteretten i Hjørring den 17. september give et endeligt svar på, om de kan acceptere rekonstruktionsplanen og at der dermed er baggrund for en rekonstruktion.
Bestyrelsen i Golding Byg ønsker ikke at udtale sig til Nordjyske om sagen, men henviser til rekonstruktøren.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 10,3 | 8,2 |
Driftsresultat | 0,8 | 0,9 |
Resultat før skat | 0,4 | 0,8 |
Årets resultat | 0,3 | 0,6 |
Aktiver i alt | 11,0 | 7,3 |
Egenkapital i alt | 1,7 | 1,5 |
Gns. antal ansatte | 29 | 18 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2019. |
Forsidefoto: Colourbox