23948sdkhjf

Fælles kampagne imod uautoriseret håndværk

Flere håndværkere oplever en stigning i brugen af uautoriserede håndværkere. Et nyt samarbejde mellem flere organisationer og Sikkerhedsstyrelsen skal bremse problemet.
Private hjem er spækket med uautoriseret arbejde, hvilket både betyder dyre reparationsregninger og store sikkerhedsrisikoer for familierne.

I en rundspørge foretaget af Tekniq svarer 65 % af el og vvs-installatørerne, at de indenfor det seneste år har haft opgaver, hvor de måtte udbedre skader efter en uautoriseret installatør. I alt har 1.046 installatører besvaret rundspørgen.

– Det vidner om et meget stort problem og giver indblik i, at mange hjem har store sikkerhedsmæssige brister. Forkert udførte elinstallationer kan føre til personskade i form af stød eller til brand, mens forkert udførte vvs-installationer kan give store materielle skader i boligen eller i bygningen. I forhold til gas er der også en stor risiko for personskade, hvis arbejdet ikke er lavet ordenligt, siger administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen.

Stigning i brugen af uautoriseret arbejde
Det er primært indenfor el-branchen, hvor 72 % af installatørerne svarer, at de har udbedret problemer indenfor det seneste år. Tallet er 54 % for vvs-branchen.

– Tallene viser også klart, at der er en grund til, at der er en autorisationsordning. Med den følger en garanti for kunden for, at arbejdet bliver lavet ordenligt. Og den billige håndværker er altså knap så billig, hvis man skal have lavet et større reparationsarbejde efterfølgende, siger administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen.

73 % af installatørerne svarer desuden, at de har oplevet en stigning i brugen af uautoriserede håndværkere i løbet af de seneste to år.

– Jeg vil mene, at stigningen hænger sammen med, at mange virksomheder er pressede på økonomien og derfor tilbyder at lave arbejde, som de faktisk ikke har ekspertisen til at udføre, vurderer Niels Jørgen Hansen.

I rundspørgen svarer 57 % af installatørerne, at de generelt ofte oplever, at der er ulovlige el- og vandinstallationer i de danske hjem.

Kampagne skal bremse problemerne
På baggrund af den nye viden om problemerne med uautoriserede håndværkere og en stigning i antallet af anmeldelser til Sikkerhedsstyrelsen i 2011, har Tekniq indgået et samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Dansk Byggeri, Dansk Byggeri Kloak, DS Håndværk og Industri, Danske Kloakmestre og Maskinmestrenes Forening.

Organisationer vil i 2012 gå sammen om at gennemføre en kampagne, som skal dæmme op for problemerne med de uautoriserede håndværkere.

– Arbejdsgruppen mødes første gang i januar, og det er allerede fastlagt, at kampagnen skal have rettet en del af informationen mod bolig- og bygningsejerne om, at de kun må lade autoriserede el-, vvs-, og kloakfirmaer udføre de autorisationspålagte opgaver, siger Niels Jørgen Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132