23948sdkhjf

Nordjyske arkitekter satser på digitalt byggeri

Arkinord har siden sidste år arbejdet på at integrere BIM-modeller i sit arbejde. Nu er firmaet aktuel med ”Stjernen” - en digitalt projekteret skole på 13.600 m².
At al begyndelse er svær, kan de tale med om hos Arkinord. Arkitektfirmaet med afdelinger i Frederikshavn og Aalborg besluttede for et års tid siden at implementere digitale redskaber til design og projektering i 3D BIM.

- Virksomheden er på alle måder styrket, og efter frustrationer i de første faser er medarbejderne i dag begejstrede, konkluderer direktør Kim Bæk.

Forandringsstrategi
Arkinord havde gennem en årrække arbejdet professionelt med Det Digitale Byggeri, men firmaet ønskede at tage skridtet fuldt ud med implementering af 3D BIM-modeller til design og projektering.

Det stod hurtigt klart, at en sådan videreudvikling af virksomhedens digitale kompetencer måtte tilrettelægges som et langsigtet projekt.

- Ikke alene ville det kræve et helt nyt grundlag for virksomhedens målsætning, drift og daglige rutiner. Succesfuld implementering afhang samtidig af medarbejdernes engagement og lyst til fornyelse samt ledelsens forpligtende tilsagn om at ville det nye, pointerer Kim Bæk.

Udgangspunktet blev derfor ledelsens udformning af en forandringsstrategi, hvor man blandt andet udpegede nøgle- og ressourcemedarbejdere, som kunne gå foran i arbejdet med at geare og uddanne alle i brugen af de nye digitale redskaber.

Små synlige succeser
Kim Bæk lægger ikke skjul på, at ledelsens beslutning om at satse målrettet på implementering af de nye digitale redskaber fra starten blev mødt med både glæde og skepsis fra medarbejderne. Kravene om helt nye måder at tænke på skabte i de første faser af implementeringen nogen frustration.

- Men anført af medarbejdere, der som digitale ildsjæle hjalp kollegerne på vej, kom de første positive ’aha-oplevelser’. Pludselig dukkede fordelene op som perler på snor, engagementet steg, og selv om vi stadig ramte ind i bølgedale sprudlede organisationen af dynamisk energi og gå-på-mod. Vi var godt på vej, og da vi i samarbejde med Arkitema landede den første store opgave med fuld digital projektering af en ny stor skole i Frederikshavn, klappede alle i takt, fortæller Kim Bæk, der betegner samarbejdet med Arkitema som en appelsin i turbanen:

- Dér stod vi som digitale novicer, der i et ligeværdigt samarbejde med en af landets førende digitale spydspidser skulle videreudvikle hovedprojekt med afsæt i Arkitemas forprojekt. Det var stort. Meget stort og en lille smule skræmmende, fortæller han.

Center for Byggeri & Business på sidelinjen
Overgangen til 3D BIM er sket med inspiration fra Digitale Dage på University College Nordjylland og Center for Byggeri & Business, der har bidraget med professionel rådgivning samt løbende træning og undervisning.

Ifølge Kim Bæk er det undervejs i processen lykkedes at flytte fokus væk fra rutineopgaverne. Oplevelsen er, at arbejdet er blevet sjovere, fordi teknikken har skabt nye rum for kreativ udfoldelse:

- Resultatet er en markant og øget jobtilfredsstillelse for den enkelte og et styrket sammenhold i gruppen. Samtidig står det klart, at implementering af de nye digitale redskaber allerede nu i væsentligt omfang styrker virksomhedens konkurrencedygtighed og giver et positivt økonomisk spinn-off, som vi investerer direkte i vores fortsatte udvikling, siger Kim Bæk.

Arkinords positive erfaringer med BIM har givet blod på tanden. Virksomheden installerer i disse dage nye, eksterne Revit-servere, der på tværs af dobbelte firewalls giver medarbejdere mulighed for – fra forskellige lokaliteter – at arbejde simultant med samme projekt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078